Derfor blev det Anker

TULLE OG METTE F.’S FLIRT

’Hvilke kvaliteter besidder Anker Jørgensen, siden dit skarpe blik er faldet på ham?’, lød et spørgsmål til Jens Otto Krag ved det store pressemøde efter meddelelsen om Krags afgang. Og den aftraedende statsminister svarede kort, at der var mange gode kandidater, men ’én skal jo vaelges, og min fornemmelse er, at vi i Anker Jørgensen kan finde den mand, der kan samle enstemmighed bag sig.’

Det synspunkt var Per Haekkerup naeppe enig i. Da han ude på gangene på Borgen blev passet op af en journalist, som vil vide, om Haekkerup ikke var ked af, at det ikke blev ham, der skulle vaere statsminister, svarede han vredt: ’Jeg haenger mig ikke i formaliteter.’

Men hvorfor blev det Anker? Krag og han havde hverken før eller siden noget naert personligt eller politisk taet forhold. Krag var den elitaere akademiker, Anker var arbejdsmanden. Og han havde ikke vaeret saerlig synlig på Borgen.

En mand af folket

Men Krag ville gerne have en efterfølger, der var helt anderledes end han selv. Han vaerdsatte isaer Anker Jørgensens personlige kvaliteter, flid og placering på partiets venstrefløj, men EF- og Nato-tilhaenger. Anker havde stået fast på EF, selv om der var flertal imod hos arbejdsmaendene. Anker kom fra folket, og han var ikke belastet af opgør internt i S. Der var en forventning om, at Anker kunne give S ny kraft, samle partiets fløje og appellere til unge vaelgere, der fravalgte den arrogante Krag.

Projektet lykkedes til dels. Der kom masser af kriser, men Anker holdt dog i ti år.