Hvad så, din lille tøsedreng
I PRAKTIK: Ekstra Bladets Christian Ørtoft saetter sig op på braettet i Faldgruben på Bakken, hvor det gaelder om at provokere kunderne til at få penge op af lommen
Nogle må svede, mens andre nyder festen, den kolde øl, og det ekstra røde jordbaer. Ekstra Bladets Christian Ørtoft rejser landet rundt og tager de klassiske sommerjobs. – Du kaster jo dårligere end jeres fodboldhold, din jävla svenska.
Sådan lyder bare en af de mange provokerende tilsvininger, som forbipasserende får på Bakken, når de passerer den traditionsrige Faldgruben, som har ligget det samme sted siden åbningen i 1946.
Setuppet er enkelt: Man sidder på en planke, råber det grimmeste, man har laert, indtil folk med en bold får skudt en ned.
Her skal jeg i dag i praktik, for hvad kraever det at få folk til at tyre en bold af sted?
Inden jeg kan saette mig op på braettet, der haenger over fire meter oppe i luften, skal jeg males som en klovn.
Det sørger Helene Møller Sørensen for. Hun bestyrer butikken med sin kaereste, Stefan Wolberg.
– Du skal ikke vaere nervøs. Du skal bare give den gas, skat, lyder det opmuntrende fra Helene.
– Der er altså damer i at sidde på braettet og råbe flabet ud til alle kunderne, betror hun mig efterfølgende.
Alt for hårdt
Således opløftet er jeg klar til at kravle ind bag hegnet og op på braettet.
– Du ligner ’Gulddreng’ på en prik, råber jeg efter en mand med store solbriller.
– Det skal vaere lidt vildere, lyder det fra Stefan, som er kommet op på planken for at hjaelpe mig.
– Bonderøve, skrub tilbage til Jylland med jer og lav noget frisk maelk, råber Stefan efter en gruppe, der hurtigt kigger op på os, men alligevel går videre.
– Hvad så, din lille tøsedreng – du ligner en, der ikke kan ramme en skid, skriger jeg efter en dreng på godt og vel ti år.
Knaegten hopper heldigvis straks på krogen. Med det samme løber han hen til sin far for at bede om penge, men ramme kan han ikke – i stedet kvitterer han med en fuckfinger til mig.
Jeg ved ikke hvorfor, men det giver mig et kick, at han hader mig.
– Hvad så, Citibois. I kan sikkert ikke ramme en skid, når jeg lige at få fremstammet, inden det svenske par allerede har købt en kurv fyldt med traebolde.
De rammer på andet skud, og jeg må en tur ned.
Jeg falder som en tung kugle, og det gør faktisk mere ondt, end jeg lige havde forventet.
Jeg når lige at slaebe mig op på pinden, før de rammer plet igen, og nu er jobbet ved at vaere for hårdt til min smag.
Tredje gang, de svenske popdrenge får mig ned, kan jeg ikke se charmen ved jobbet overhovedet.
Efter at have taget sminken af og fået tilbudt en medlidenheds-sodavand af Helene Møller Sørensen er vi nået til det store spørgsmål: Er jeg ansat?
– Ja, det kunne du godt blive, men du skal nok vaere i noget bedre form.
Jeg takker af for denne gang og bliver enig med mig selv om, at jeg aldrig skal tilbage og sidde på det braet, selv om det er ustyrligt morsomt at provokere tilfaeldige forbipasserende. Efter lidt øvelse får Christian Ørtoft fundet de vaerste gloser frem over for gaester på Bakken. Klonk! Det gør mere ondt at blive skudt ned, end Ekstra Bladets udsendte umiddelbart havde regnet med.
Du ligner en, der ikke kan ramme en skid