GLED I DE RADIKALE
DE HAVDE EN PLAN ... Helle Thorning og Villy Søvndal var årets par i dansk politik – endelig skete der noget. Men de havde ikke taget højde for Margrethe Vestager og co.
De lignede et sikkert vinderpar.
Socialdemokratiets storsmilende formand, Helle ThorningSchmidt, og SF’s formand, Villy Søvndal. De stod rigtig godt til hinanden. Og iscenesaettelsen var perfekt.
Den flotte, lyse, selvsikre Helle som altid i smart, men taekkeligt antraek. Og den noget aeldre crooner-type, men efterhånden saerdeles tjekkede og erfarne Villy. I smart, afslappet dress. Maerkevarer.
Slut med looket som langhåret, guitarspillende piberyger med en hørm af laerervaerelse, klidmostre, ø-lejre og politisk korrekte SF-meninger. Villy havde fået en ordentlig facadebehandling. Smart, morsom og skarp taler. Han holdt en tvtransmitteret festtale for Anders Fogh, der lagde hele Danmark ned. Villy på vej fra laerervaerelset til den politiske magt.
Arbejd 12 minutter ekstra
Endelig skete der noget i dansk politik efter de mange år med den overtjekkede Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkkes kedsommelige ministerhold. Der måtte ske noget nyt, og her kom Helle og Villy ind på scenen som et stjernepar i dansk politik. Slut med de forudsigelige blå og slut med, at de radikale altid skulle bestemme det hele.
Vestager og hendes hold var godt og grundigt blevet skubbet i grøften. Nu gik S og SF sammen efter magten, og det hele så bare så godt ud denne solstrålende forårsdag i maj 2010, da Thorning og Søvndal ved et storstilet faelles pressemøde i den gamle børsbygning i København praesenterede deres faelles store økonomiske plan: ’Fair Løsning’.
Budskabet var klart: S og SF går sammen efter den politiske magt med en genopretningsplan, der signalerer ansvarlighed og fin balance mellem velfaerd, ansvarlighed og vaekst. Planen skulle skaffe 48 milliarder til mere velfaerd og styrkelse af de offentlige budgetter. Men planen stillede dog et vigtigt krav til danskerne – det hang på store plakater bag de to optimistiske partiformaend: 12 minutters ekstra arbejde om dagen.
Men hvad var der sket? Var det røde kabinet fra 60’erne blevet genoplivet i en ny og moderne udgave?
Svaret var, at S og SF’s planer havde vaeret under forberedelse i månedsvis. Valget naermede sig, og Thorning ville ikke tabe en gang til som i 2007. Nu skulle budskabet – efter mange konsultationer med fagbevaegelsen – sendes: Giv den en lille ekstra skalle, så kan vi klare alle de økonomiske problemer uden store, ubehagelige nedskaeringer.
S koblet helt af i ti år
Men der var også en politisk virkelighed bag S-SF-samarbejdet: Nemlig ti års magttomrum, hvor S var koblet helt af, og det så ud, som om den ene blå regering kunne afløse den naeste. De radikale var helt umulige, og S var under Thornings ledelse nødt til at finde andre modeller end det klassiske S-R-samarbejde, der isaer på grund af udlaendingepolitikken havde givet nederlag ved valgene i 2001, 2005 og 2007. SF var en indbydende makker isaer efter formandsskiftet til Villy Søvndal, der havde lagt SF-kursen helt om.
Allerede ved sit første årsmøde som partiformand i 2006 havde Søvndal lagt en ny kurs med meldingen om, at ’vi vil magten, vi tør magten, vi går efter magten, og vi ved, hvad vi vil med magten’. Året efter hang der store bannere med ’SF i regering’.
Men også på andre vigtige felter lagde Villy en ny stil. I februar 2008 gik han til angreb på de islamistiske fundamentalister i Hizb utTahrir med meldingen: ’Til disse mørkemaend vil jeg sige: Gå ad helvede til.’
SF mod magten
Det var i alle henseender nye tider også på andre politikområder. SF kunne leve med både Nato og EU, og boligskatterne skulle fryses.
Så mens Helle ledte efter nye makkere til sit socialdemokratiske projekt, var Villy ved at styre SF ind mod midten og magten. De to partier kom stadig taettere på hinanden, og imens så Vestager og hendes radikale til med stigende frustration, men også bevidstheden om, at deres tid nok skulle komme.
Fra starten var Thorning ikke vild med samarbejdet med SF. I 2006 sagde hun meget klart, at ’jeg
Slut med looket som langhåret, guitarspillende piberyger med en hørm af laerervaerelse
ser ikke, at SF er med i en regering’. Men et par år efter begyndte tilnaermelserne mellem de to partier bl.a. med hemmelige møder mellem en lille kreds af toppolitikere og topembedsmaend fra de to partier med Henrik Sass, Bjarne Corydon, Ole Sohn, Thor Möger Pedersen som de centrale. Helle var også presset af SF’s store fremgang blandt vaelgerne.
I marts 2009 passerede SF 20 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, og partiet var naesten på størrelse med S. Men Søvndal begik også nogle ordentlige skaevere bl.a. ved at betegne en københavnsk skole som ’middelalderlig’ og ’reaktionaer’, fordi man arrangerede et skolemøde kun for kvinder for at få indvandrerkvinderne med.
Men skulle S-SF-projektet have politisk og vaelgermaessig trovaerdighed, måtte de to partier i faellesskab fremlaegge centrale poliskøkonomiske udspil, så både erhvervslivet og vaelgerne i øvrigt vidste, hvad de ville med magten. Duede det røde kabinet overhovedet til noget?
Med planerne ’Fair Forandring’ og ’Fair Løsning’ forsøgte man at give svaret. De 12 minutters ekstra arbejde blev hurtigt et omdrejningspunkt. Troede vaelgerne på den? Formaendene fra de tre store forbund 3F, Metal og HK gik på banen og fastslog, at de 12 minutter kun var en del af løsningen. Finansministeriet mente, at planen manglede 15 mia. kr. for at haenge sammen.
Thorning svarede med: ’Jeg tror ikke, at det tjener noget formål at gå ind i elementer af vores 2020plan’.
Begmand ved valget
Valgkampen i september 2011 blev benhård. Villy og Helle kørte hver deres kampagne, men det var, som om luften var ved at gå ud af S-SFprojektet. I den sidste del af valgkampen var Thorning presset af en enormt offensiv Lars Løkke Rasmussen, og Villy Søvndal var fysisk kørt helt ned.
Valgresultatet gav tilbagegang for S og SF. Villy måtte slippe hele syv af de mandater, han havde vundet i 2007. Valgets store sejrherrer var Margrethe Vestager og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.
Med strøget mål kunne Helle danne regering, og Søvndal kunne overtage Udenrigsministeriet. Kort efter meddelte han i al fortrolighed Thorning, at han ville gå af som SF-formand. Dermed var aksen mellem de to brudt. Villy havde intet styr på, hvem der skulle blive efterfølgeren.
Og den store økonomiske plan ’Fair Løsning’? Den blev ikke til noget, men finansminister Bjarne Corydon kunne i et svar til Folketinget 27. oktober 2011 oplyse, at planen ifølge hans eget ministerium var underfinansieret med 22 mia. kr.
’Nu holder vi os til gaengse regnemetoder’, lød Blå Bjarnes gravskrift over S-SF-aksen.
Blå Bjarne skrev gravskriften over S-SF-aksen