SYNDEBUKKEN

Redaktion: Anne-Mette Gregers Simmel

I en stort anlagt artikel i Ekstra Bladets sport i går lader man forstå, at den italienske cykelstjerne Fabio Aru er under mistanke for doping, fordi han er blevet traenet af en traener, som har traenet andre ryttere, der er blevet taget for doping. Nu må jeg le; samtlige hold i Touren har sportsdirektører, som har indrømmet deres brug af doping. Og der er vel naeppe et normalt begavet vaesen, som ikke mistaenker alle rytterne i professionel cykling for doping. Feltet kører mindst lige så hurtigt som altid.

Fra tid til anden finder man en syndebuk, sidst Lance Armstrong – før ham Michael Rasmussen og så videre. Hvad med robotstankelbenet Froome, skulle han vaere ren?

Vores egen Jakob Fuglsang, der inden denne saeson aldrig havde vundet noget af betydning, saetter pludselig alle de andre på de stejleste stigninger. Hvordan? Han er ikke engang bygget som en bjergrytter!

Det er sjovt nok oftest cykelsporten, der skal tage skraldet for doping i elitesport, skønt det sikkert er lige så udbredt i atletik, roning, boksning og megen andet eliteidraet. Men tilskuerne er ligeglade; jeg ved godt, at nogle tror, Danmark har patent på hygge, men i Frankrig, Italien og Spanien hygger de også ved at pakke en madkurv og tage ud i grøftekanten ved et cykelløb, hvor der ikke betales entré. Alle kan vaere med. Det er folkets sport! Og i de lande er man ikke så naive at tro, at man kan forcere 200 km på cykel hen over fire bjergkamme ved hjaelp af rugkiks og mineralvand. Hvis jeres sportsredaktion er i tvivl, kan I jo spørge jeres egen ekspert Michael Rasmussen – tidligere doper og syndebuk.