Sikke nogle mandfolk

Søndag aften så jeg det danske kvindefodboldlandshold vinde over Belgien med 1-0, og det, der slog mig, var, at begge hold gik til den med heftige tacklinger og dueller, der ikke stod meget i skyggen af deres mandlige kolleger.

I kampen var der sandelig også hårde frispark, som blev afviklet hurtigt. Alt i alt opførte kvinderne sig i mange tilfaelde mere som mandfolk end deres mandlige kolleger på de store klubhold og landshold, for når en kvindelig fodboldspiller blev tacklet i jorden, så var hun hurtigt oppe at stå igen og på jagt efter bolden, og hvis dommeren fløjtede, ja så gjorde begge hold sig hurtigt klar til at afvikle frisparket, så spillet hurtigt kunne genoptages.

Om de mandlige fodboldspillere ser jeg ofte dette scenario: Jo større stjerner, jo mere ’slår’ de sig, når de mister bolden. Maendene ruller rundt i graesset, mindst tre gange og tager sig både til lår, knae, skinneben og ankel, og av-av her og der, mens de venter på, om dommeren fløjter og i håb om, at et kamera ser den store stjernes måske alvorlige skade, uha, uha.

Fløjter dommeren for frispark, er der straks op til flere af stjernens holdkammerater, der påpeger over for dommeren, at det var søreme en hård tackling. Modstandernes holdkammerater kommer også hen til dommeren og siger, at den tackling ikke var så slem. Ofte går der mange minutter, inden frisparket afvikles. Det er, som om når et kamera har fokus på en stjernes (svane)-fald og en meget ’farlig’! hudafskrabning, så skal så mange medog modspillere som muligt også lige med i billedet.

Nej, der er for mange mandlige primadonnaer i herrefodbold. Men kvindefodbold, ja tak. De spiller som mandfolk.

Hep, hep, I danske fodboldkvinder. Vis jeres mandlige kolleger, hvordan man spiller fodbold. Jeg klapper stadig i haenderne over resultatet og jeres brave herredyst. Godt gået. Og så videre mod finalen.