Rasmussen: Så er det sidste chance

BRIANÇON (Ekstra Bladet): Selv om han ikke kom hurtigst op de to gange, han har kørt cykelløb på dagens finalestigning, er Michael Rasmussen ikke synderlig imponeret af Col d’Izoard i sig selv.

Men som finalebjerg i et Tour de France, hvor de fire bedste i klassementet ligger inden for et minut, kan den mytiske tinde aendre alt, mener han.

– Izoard er ikke verdens hårdeste stigning, for selv om det rager højt op, så er man allerede ganske højt oppe, når stigningen begynder. De sidste otte kilometer er dog stejle, og dem skal man ikke tage fejl af.

– Der kan man virkelig gøre en forskel, siger Rasmussen.

Stiger reelt ni procent

Han sad i feltet, da Tour de France i 2006 på 15. etape til Alpe d’Huez gik over Col d’Izoard, og han har også i Giro d’Italia besteget bjerget på en etape, der sluttede i Briançon.

I Touren i 2006 var det Stefano Garzelli, der var først over Izoard, mens Fränk Schleck vandt etapen på Alpe d’Huez.

Rasmussen vandt bjergtrøjen det år.

– Officielt stiger Izoard i snit lidt over syv procent, men det er et skaevvredet billede, for et par kilometer fra toppen er der faktisk en nedkørsel på omkring en kilometer, før det går opad igen. Den reelle, gennemsnitlige stigning er snarere ni procent, siger Rasmussen.

– Og så kan der ske noget – både positivt og negativt – for dem, der vil udfordre Chris Froome.

– Hvis nogen virkelig vil vinde Tour de France, så skal han angribe tidligt, så der er tid til at vinde tid på Froome.

– Det nytter ikke at angribe en kilometer fra toppen, for så kan man i bedste fald vinde 15 sekunder, og man har brug for mindst et minuts forspring til Froome inden enkeltstarten, hvis man vil gøre sig forhåbning om at vinde samlet, siger Rasmussen.

Han fortaeller, at ruten op ad bjerget slår et knaek i landsbyen Brunissard, hvorefter det for alvor stiger.

– Derfra er der otte kilometer til toppen, og det er senest der, at Aru, Uran eller Bardet skal saette ind, siger Rasmussen.