Førstedamer i skudlinjen
I sidste uge fyrede den nytiltrådte franske praesident, Emmanuel Macron, landets forsvarschef. I Frankrig svarer det nogenlunde til at afsaette Vorherres stedfortraeder. Forsvarschefen er en af landets maegtigste, og det kraever en meget staerk og erfaren praesident at haelde ham ud i utide.
Macron gjorde det tilmed på en noget klodset måde. Generalen havde ganske vist over for det franske parlament udtalt sig staerkt kritisk om de besparelser på forsvarsbudgettet, som Macron planlaegger. Macron meddelte derefter i en forsamling af landets officerer, at den slags offentlig kritik fra forsvaret vil han ikke finde sig i. ’Det er ikke vaerdigt’, sagde praesidenten. Derefter bad generalen om sin afsked lige på stedet. Den fik han.
gik de franske medier helt amok. Flere betegner Macrons håndtering som en meget stor dumhed. Bl.a. sagde Marine Le Pen: ’At ydmyge en stolt officer som general de Villiers foran sine maend er ikke en vaerdig optraeden af den øverste chef for de vaebnede styrker (praesidenten, red.)’.
I vores lille by i Provence blev sagen også staerkt omtalt i ugen. Men det var alligevel kassedamen i den lokale Casino-butik, som havde den mest spaendende analyse. Hun mente nemlig, at det i virkeligheden er den franske praesidentfrue, Brigitte Macron, som står bag fyringen af generalen. At det var førstedamen, der svingede kniven.
Hvilke kilder kassedamen bygger sin analyse på, skal jeg ikke kunne sige, men hendes konstatering passer fint i det billede, der er ved at blive bygget op:
Frankrig har fået en ny, ung praesident på bare 39 år. Men den virkelige magt ligger hos hans kone, den 64-årige Brigitte Macron.
Det er hende, der traekker i trådene. Hende, der – som det seriøse franske ugemagasin Valerurs skrev torsdag – er ’La viceprésidente’. Og her skal vi huske på, at Frankrig i modsaetning til USA slet ikke har nogen vicepraesident. Falder praesidenten fra (hvilket er sket to gange), er det senatets formand, der tager over.
tales der om, at alt skal gå igennem førstedamen, inden det rammer praesidenten. Hun blander sig i alt og er i gang med en stor renovering af det gamle palae. Hun deltager i centrale møder med staben, regeringen og andre. Ved et internt debatmøde, hvor Macron fremlagde sine tanker, afbrød hun ham med beskeden: ’Hvis du gør det, er du fuldstaendig som Hollande (Macrons vragede forgaenger, red.). Så er du hollandiseret. Og så er du stendød.’
I den franske regering er det allerede nu velkendt, at førstedamen kontakter ministre om emner, som optager hende saerlig meget.
Da Frankrig forleden mindedes etårs dagen for massakren i Nice, deltog hun i mindehøjtiden i byen sammen med sin mand og blev mødt med taktfaste ’Brigitte, Brigitte’ og folk, der ville hilse og have hendes autograf.
Forløbet er tydeligt: Hun er både enormt populaer og på vej til at blive sin mands tunge skaebne.
Sådan er politik 2017.
ikke den første eller eneste førstedame, der er kommet i skudlinjen. Donald Trumps kone, Melania, har vaeret det uafbrudt, siden hendes mand blev nomineret. Michelle Obama fyldte naesten lige så meget som Barack. Hillary og Bill Clinton var et ’power-couple’ uden lige. Og selv i Rusland trak Putin kortvarigt sin hustru frem i lyset, inden han fyrede hende til fordel for en staerkt yngre sportsmodel.
I Tyskland holder Angela Merkels mand, kemiprofessor Joachim Sauer, sig helt i baggrunden (tyske medier kan berette, at han fuldt ud lever op til sit efternavn – sur, vrissen og afvisende).
Men rundt omkring i den store verden fylder aegtefaellerne til praesidenter og regeringschefer stadig mere. Og medierne bruger i de fleste af landene rigtig meget plads på aegtefaellerne, som ofte er mere spaendende end hovedpersonen.
Men fornøjelsen for førstedamerne kan vaere tvivlsom. Trumps Melania har fået hele sit tjekkiske generalieblad endevendt med beskyldninger i bl.a. britisk presse om en fortid som callgirl (skarpt afvist og dementeret). Og hun er løbet ind i endeløs kritik for sin skyhed, at hun hellere ville blive i New York med sønnen end at flytte til det Det Hvide Hus, at hun altid går med solbriller, køber for dyrt tøj (en genganger for praesidentfruer) samt at hun taler amerikansk med en fed østeuropaeisk accent som en KGB-agent i en James Bond-film.
Alt bliver noteret. Selv når hun giver Donald et rap over fingrene på deres tur til Saudi-Arabien.
Frankrig har fået en ny, ung praesident på bare 39 år. Men den virkelige magt ligger hos hans kone
går det noget roligere for sig, bl.a. fordi vi har et kongehus, som tager det meste af spotlightet, men dog ikke anderledes end at førstedamerne er begyndt at få et mere synligt medieliv end tidligere. Hvem kendte landets politiske førstedamer i 50’erne, Vicepraesidenten. Det kan man med rette kalde den franske praesidentfrue, Brigitte Macron, mener magasinet Valeurs – og en fransk kassedame.
60’erne og 70’erne – bortset fra Helle Virkner?
Den første statsministerhustru, som fik en central medieplacering med egne meninger og en selvstaendig profil, var Poul Schlüters hustru, Lisbeth Schlüter, der blev noget af en mediedarling. Enormt fotogen og med meninger, der ikke altid matchede regeringens. Det gjorde hende mediemaessigt spaendende.
Med Poul Nyrup Rasmussen gav det sig selv, fordi han var gift med Lone Dybkjaer, som i forvejen var en af landets mest profilerede politikere. Anders Foghs kone, Mette Fogh Rasmussen, gav den gas med egne meninger, ’Vild med dans’ og synlighed, som ikke bare handlede om Anders.
Helle Thornings mand, Stephen Kinnock, holdt sig til britisk politik, og Lars Løkkes kone, faerøskfødte Sólrun,
virker også, som om hun kører sin egen tilvaerelse med mand og børn, men uden stort behov for en selvstaendig medieprofil. Samme model følger de andre nordiske lande, selv om førstedamerne generelt er blevet langt mere synlige og deltager i flere officielle rejser og arrangementer end før.
I en politisk verden, hvor medierne fylder rigtig meget, og vaelgerne vil se hele familien – ikke bare statsminister eller praesident – er det helt uundgåeligt.
Hverken Mette Frederiksen, Kristian Jensen, Søren Pape eller Kristian Thulesen Dahl kan putte sig i en jysk eller sjaellandsk provinsby.
Folk vil se og høre det hele – og gerne analysere, hvem der virkelig bestemmer i Élysée-palaeet og Nyhavn.