Den kortsluttede junkie

På afstand ser hun yngre ud. Det har noget med ’konteksten’ at gøre, den sammenhaeng, jeg møder hende i.

Det vrimler ud med backpackere fra Hovedbanen. Her om sommeren er det de helt unge fra Europa og USA, der fylder i landskabet, og hun kunne ligne en af dem – med sin korte jakke og de taetsiddende jeans.

Men hun har ingen bagage. Og så kommer hun ud på den taetpakkede vej fra den modsatte side – den hårde del af Istedgade.

ØVERST OPPE

står luderne på gaden – de udenlandske fra Afrika og fra de fattigste af de europaeiske lande. På kort afstand af dem – smågrupper af afrikanske og mørke maend, som enten er ludernes alfonser eller dealere, med lommerne proppet med den hvide ’sne’ til naesen. Her, tidligt om morgenen, er det de halvmaniske festaber fra den indre by, der ankommer i taxier. De er drukstive, og nu skal et par ’baner’ få dem ud af tågerne. Kom så! Det kører! Af sted, mand! Helt aerligt. Jeg gør, hvad jeg kan, for at undgå de trippende, nervøse, coke-piloter. Blandingen af fest og psykose gør mig utryg.

Og så er jeg traet efter en hel nats arbejde.

NU HAR HUN FÅET

øje på mig og saetter skridttempoet op i let løb. Inde i Merceren bliver hun både meget mindre – og meget aeldre. Hun skal køres til en af institutionerne for de allermest social udsatte. Hun har naermest vaeret på gaden i dagevis for at skaffe sig hårde stoffer løbende – og så selvfølgelig for at tjene penge til at købe junk eller coke – eller hvad hun nu er på. Det er i hvert fald ikke bare bajere eller en joint.

VI SNAKKER IKKE

om MÅDEN hun har tjent sine penge på. Selv med de hårdest ramte livs-ofre i min taxi eksisterer der en blufaerdighedsgraense – en professionel afstand mellem taxichaufføren og kunden. Men de seneste år i taxien og på disse kanter af den sorte storby har laert mig lidt om gadens hierarki. Og hun tilhører den absolutte bund. Hendes jeans er naermest blanke af flere dages brug. Hendes krop er anorektisk tynd. Som sådan må hun tage til takke med de dårligste vilkår og den dårligste betaling. Jeg har set dem som anonyme silhuetter i biler uden for gadelygternes skaer – klar til at bøje sig ned og yde et blowjob. Bare få minutters rykken og sutten for nogle få, fedtede 100kronesedler.

Jeg er fuldt på det rene med den kortsigtede, maskuline seksualitet – men her må vi vaere helt ude på afgrunden af tomheden selv.

HUN KIGGER PÅ

kynisme og vemod. – Jeg er helt faerdig. Rykker sig nervøst og småsukkende rundt på forsaedet, som havde hun arbejdsmyrer i trusserne. Helt frem på kanten, mens hun trykker sig imod den stramme sikkerhedssele. Så vrikker hun lidt med hofterne fra den ene til den anden side – og så med et lille hop helt tilbage. Hun laegger hovedet tilbage i det kølige laedersaede, prøver at lukke øjnene, men det bliver ikke til mere end et eller to sekunders hvile.

– Åh, sukker hun højlydt, mens hun igen trykker sig frem igen, og myre-kribleriet

DET ER BARE HENDE,

den komplet afdankede narkoman, der fortaeller om det komplet udsigtsløse liv, der ikke har andet formål end at holde det gående. Hver gang kroppen burde saette ud, kortslutter hun selv de sodede ledningsrester, der er tilbage i hendes selvvaerd – og drager hjem til forsorgshjemmet for at overleve. Måske er det bare dage eller timer før, hun burde traekke vejret en sidste gang.

Men hun gør det!

HUN HAR VAERET JUNKIE

i 35 år. Taget alt det, der kunne ryges, sniffes, tages som piller eller sprøjtes direkte ind i årerne – siden hun var bare 14 år. Tanken om, at denne langsomme selv-aflivning skulle stoppe, er for laengst droppet. Ingen plan for permanent afgiftning. Hun er på permanent, legal brug af stoffer og nervemedicin. Og indimellem tager hun sin egen turné helt op til dødsgraensen.

Nu skal hun hjem på det ventende vaerelse, laegen kommer – og så skal hun bare sove. Kun afbrudt af toiletbesøg. Måske et bad – og så nogle af de stoffer, hun kan få uden at deale og traekke.

Langsomt vender kroppen tilbage til en slags liv.

OG HUN VED MED

usvigelig sikkerhed, at en dag, når solen har fået en farve, og når hun pludselig genkender lyden af almindelige mennesker – lige der, hvor de naive øjner et håb. Så vender hun tilbage til gaden igen.