Somalia - tak for kaffe!

jeg et aerinde på Nørrebro i København og slentrede mod min destination på Nørrebrogade. Jeg drejede ned ad ’Lille Mogadishu’ – en gade med et markant somalisk praeg – da jeg bag mig pludselig hørte en stemme med en tyk accent råbe mit navn.

Jeg vendte mig om. Ved et cafébord sad en spinkel, senet mand med et ansigt, som lyste op i et stort smil under en mørk filthat med smal skygge. Huden i det kaffefarvede ansigt mindede stadig om barken på det trae, han havde siddet op ad, da jeg første gang mødte ham i Mogadishu for fem år siden. Lad os bare kalde ham Abdi.

og drak en kop kaffe med Abdi. Som herboende somalier igennem 30 år var han opdateret på situationen i Somalia og isaer Mogadishu, hvor han var født, og hvor han som voksen havde arbejdet i perioder. Ikke siden 2012 havde jeg beskaeftiget mig med Somalia. Tre gange rejste jeg dertil, dels som sikkerhedsrådgiver, dels for at lave research til en af mine romaner, der hovedsagelig finder sted i landet. Jeg var derfor ikke opdateret på det forarmede lands tilstand, men Abdi tilbød beredvilligt at råde bod herpå. Under et af mine besøg i Mogadishu – bag mig er det sted, hvor den ene af de amerikanske Black Hawk-helikoptere styrtede ned i 1993.

med et suk. ’I danskere har et udtryk … noget med hat.’ ’Hat og briller’, bekraeftede jeg. Abdi nikkede og berettede med dyster mine om et land med en ustabil,

korrupt og svag regering, som knap kontrollerer hovedstaden Mogadishu. En befolkning, hvor langt over halvdelen af de voksne er analfabeter, og hvert tiende barn dør under fødslen. Desuden om en igangvaerende krig mellem regeringsstyrker og dennes allierede – blandt andre USA og Kenya – mod den islamistiske terrorbevaegelse Al-Shabaab.

Abdi om Somalias vaerste tørke i 40 år. I to år har det ikke regnet, kvaeget er døde af tørst, brøndene er udtørret, og markerne er golde. Det betyder, at over halvdelen af den ti millioner store befolkning nu er i desperat mangel på vand, mad og medicin. ’Og som om det ikke er nok’, spruttede Abdi og kørte en finger over de gule taenders gummer, der givetvis havde set sin andel af kat. ’Skiderikkerne til Al-Shabaab har forbudt befolkningen i områderne, de kontrollerer, at modtage nødhjaelp fra de humanitaere hjaelpeorganisationer – og staklerne, som bryder forbuddet, bliver henrettet, fordi de anses for at vaere spioner for regeringen. Al-Shabaab angriber endda nødhjaelpskonvojerne med vejsidebomber og ildoverfald.’

udvikling i landet?’ spurgte jeg. ’Jo – én: Pirattruslen i farvandene ud for Somalia er naermest forsvundet. Så om ikke andet med vestlige øjne er det positivt.’

Abdi sippede resten af kaffen i sig. ’Jeg må videre, Thomas. Forretningen kalder.’ Idet han rejste sig, trak han på smilebåndet og mumlede for sig selv: ’Hat og briller.’ I en naturlig forlaengelse af ordene lettede han på filthatten, stak mig på naeven og forsvandt ned ad gaden.

Tak for kaffe, Abdi.

Al-Shabaab angriber endda nødhjaelpskonvojerne med vejsidebomber og ildoverfald