DE FEM KVINDELIGE STORFORBRYD TORTUREREDE OG DR
I DAG 1 SANDRA AVILA BELTRAN DAG 2 BONNIE PARKER DØMT FOR TI DRAB Rosemary West sidder i faengsel på livstid for de grusomme ugerninger, hun begik med sin mand. Han begik selvmord DAG 3 R
Man skal ikke laengere end en tur over Nordsøen for at finde en af klodens vaerste nulevende forbryderdronninger.
63-årige Rosemary West sidder faengslet i det lukkede kvindefaengsel HM Prison Low Newton uden for Durham i det nordøstlige England. Hun har siddet faengslet i mere end 20 år, og med tanke på de forbrydelser, hun står bag, skal hun nok ikke forvente at komme ud i friheden igen.
Rosemary West blev idømt livsvarigt faengsel for ti drab – størstedelen begået i forening med sin davaerende mand, Fred West. Manden valgte imidlertid at begå selvmord under sin varetaegtsfaengsling og blev derfor aldrig stillet til ansvar for sine forbrydelser.
Inden da var han blevet sigtet af det britiske politi for at have begået 12 drab – ni af dem i faellesskab med sin kone. Rosemary blev ud over de ni drab dømt for på egen hånd at have draebt sin otteårige steddatter i 1971 – to år før hun og Fred begyndte deres bestialske serie af drab på unge kvinder.
Parret blev gift i 1972, og allerede året efter blev de idømt en bøde for forsøg på seksuelt overgreb på en ung pige. Men det var kun begyndelsen.
25 Cromwell Street
Saerligt én adresse har braendt sig fast på nethinden hos de englaendere, der har fulgt med i sagen om Rosemary West: 25 Cromwell Street. Et hus i byen Gloucester nordvest for London, hvor Rosemary og hendes mand misbrugte, torturerede og draebte deres ofre.
Husets kaelder blev primaert brugt som torturkammer, hvor ofrene blev pint og misbrugt uden at vaekke opsigt hos omverdenen.
I begyndelsen gik det ud over Fred Wests egen datter, Anna Marie, der blev voldtaget af sin far, mens stedmoderen, Rosemary, holdt hende fast. Parrets vanvid eskalerede hurtigt, og snart blev ofre uden familierelationer involveret i forbrydelserne.
Først blev den 17-årige barnepige Caroline Owens spaerret inde og voldtaget af parret, der også truede med at draebe pigen og begrave hende i kaelderen.
Caroline Owens havde held til at flygte fra 25 Cromwell Street og anmelde forbrydelsen til politiet. Af uransagelige årsager lykkedes det Fred West at overbevise retten om, at den 17-årige pige selv havde valgt at deltage. Og parret slap endnu en gang med en bøde.
Fremtidige ofre slap ikke med livet i behold. Parrets typiske mønster bestod i at samle unge skolepiger op ved busstoppesteder for derefter at spaerre dem inde i kaelderen, hvor de blev misbrugt og tortureret. Efterfølgende blev de slået ihjel og gemt under huset eller i baghaven på 25 Cromwell Street.
Fatalt drab på datteren
Ofrene var ikke udelukkende fremmede skolepiger. Som tiden skred frem, fik Rosemary og Fred West også interesse for deres egne døtre, Heather og Mae.
I 1987 fortalte Heather en veninde, hvad der foregik i raedselshuset, og det var ikke velset. Datteren blev draebt og parteret, inden hun blev begravet i baghaven. Og som om det ikke var slemt nok i sig selv, så tvang parret deres søn Stephen til at hjaelpe med at grave hullet.
Netop drabet på datteren Heather fik myndighederne på sporet af det vanvittige par. Politiet fik nys om, at datteren var forsvundet, men modtog aldrig en efterlysning fra pigens foraeldre – naturligvis fordi de vidste, at hun lå gravet ned i baghaven.
Alligevel skulle der gå flere år, før politiet i 1994 fik en kendelse til at ransage 25 Cromwell Street for at lede efter resterne af datteren. Politiet fandt, hvad de kom efter – og mere end det. Adskillige kvindelig dukkede efterhånden op på grunden.
Accepterede ikke dommen
Rosemary West blev dømt for uhyrlighederne 22. november 1995, godt 11 måneder efter hendes mand tog livet af sig selv i faengslet.
En livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse blev det endelige resultat. Et resultat, Rosemary ikke ville acceptere.
Datteren blev draebt og parteret, inden hun blev begravet i baghaven
I både 1996 og 2000 appellerede hun sagen. Først og fremmest fordi hun mente, at den store medie-opmaerksomhed forhindrede hende i at få en fair retssag, men også med påstanden om at nye beviser kunne rense hende for både mistanke og skyld.
I 1996 blev hendes anmodning blankt afvist, mens hun selv endte med at traekke den anden tilbage i 2000.
Raedselshuset jaevnet med jorden
De britiske medier var rigtig nok meget interesserede i sagen, og der gik ikke laenge, før man døbte Rosemary og Fred Wests hus ’House of Horrors’ – eller ’Raedselshuset’ på dansk.
Året efter Rosemary blev dømt, besluttede myndighederne at købe huset og et par nabobygninger med det formål at jaevne bygningerne med jorden. Motivet var ikke overraskende husets grusomme historie, men også det faktum, at adskillige souvenir-jaegere i lang tid plyndrede huset for genstande relateret til en af Englands vaerste kriminalsager.
I dag eksisterer huset derfor ikke laengere, men grunden fungerer i stedet som sti til en naerliggende vej.
I begyndelsen gik det ud over Fred Wests egen datter, Anna Marie, der blev voldtaget af sin far, mens stedmoderen Rosemary holdt hende fast