Dødens købmaend

Tobak og alkohol er lige skadeligt, så EUkommissionen må gribe ind over for den konkurrenceforvridende praksis, der strider mod varernes fri (eller ufri) bevaegelighed.

45 procent af etiketter på øl, vin og spiritus skal have varierende advarsler, at alkohol kan medføre leverskader, nedsat potens, forhøjet blodtryk, nedsat fertilitet, demens, kraeft i mundhule, svaelg og strube, hjerneblødning eller brystkraeft m.v. og bagpå: ’Alkohol draeber’, som på øl- og vinkasser og gaveindpakning og alle udskaenkningssteder samt vin- og spirituskort og menukort til officielle lejligheder og statsbanketter, hvor der serveres vin eller indgår alkohol i maden.

Det vil pynte på årgangsvinen og menukortene til EU-kommissionens arbejdsmiddage, et signal sammen med reklameforbud og anonymisering af produkterne. Jeg tror naeppe, at EU-Kommissionen vil laegge sig ud med Europas vinbønder og bryggerier eller konfronteres med deres eget alkoholforbrug, men det er, hvad jeg møder på min dødsrute til min pibetobak-pusher, Dødens Købmand.

Jeg saetter min lid til, at tobak bliver forbudt. Sker det, bliver vi – som i Pusher Street – fri for etiketter og kan leve vores eget liv. Lad Svend Erichsen ønsker sig advarsels-etiketter på alkohol, for det er lige så skadeligt som tobak. os aftale, I får lov til at drikke årgangsvin i fred, mens vi får lov til at ryge og rejse. Nu hvor EU-gribbene nationalt kaster sig over fordelingen af de institutioner, der skal flytte som følge af Brexit, kan borgerne vaere sikre på, at Margrethe Vestager er lige så opmaerksom på, at konkurrencen er fair? Det er jo vigtigt for borgerne, at deres politikere ikke snyder dem ved at tilbyde betingelser for flytning til det enkelte land, som indeholder ’under bordet’-aftaler. Aftaler, som er konkurrenceforvridende landene imellem, og som borgerne nederst i hierarkiet kommer til at bøde for.

Er det måske her, man kan se undtagelser, som tillader lurendrejerier, og som ved den gang hattelak får alt til at gøre EU smukt samtidig med, at EU’s ’fede katte’ kan sole sig som handlingens M/K’er. Faren for, at borgerne i EU igen står med regningen, er overhaengende. Kan EU-borgerne stole på Vestager som fairness-vogter i kølvandet på Brexit, spørger Harry Blunck.