Flemming Povlsen
Det vildeste er vejen derhen. Den er vanvittig. Man tager skridt efter skridt, og så pludselig er man der på det naestøverste trin. Det sidste skridt er klart det svaereste – det at vinde finalen.
Opbakningen fra alle sider, og den måde Danmark kommer ind i finalen på, den giver vinger. De har slået store modstandere, de er overkommet skadesproblemer, og de har vist mentalstyrke i semifinalen.
Der er mange lighedspunkter mellem vores hold dengang og kvindernes nu. Det er en gruppe spillere, der accepterer hinandens fejl og har en enorm vilje til at ville reparere på medspillerens fejl.
Men når man først står der, så er det virkelig noget specielt, og uden man skal taenke for meget over det, så er det nok en once in a liftime-oplevelse for at spille sig endnu laengere ind i historiebøgerne.
Det handler om at vinde
Det er klart, at det er sjovt at stå i en finale – men altså: Det er det at vinde en finale, som bekraefter en som fodboldspiller og som hold.
De har vist kvalitet og har vist, hvad de kunne imod Holland i den første kamp. Da de først fik smidt nerverne over bord, så var de klart det bedste hold.
Så hvis de kan lade nerverne ligge i omklaedningsrummet og tage den holdånd med ud på banen, som de har vist indtil nu, så er mulighederne for at vinde mod hjemmebanefavoritten absolut til stede.
Det er ikke størrelsen på den modstander, man møder, der er afgørende – det er poweren på ens eget hold.
Med de optimistiske, danske briller så tror jeg, at kampen i aften ender 2-1 til Danmark.