Drop snakken om tabermaend

lys.

På den ene side har vi vores tids helt: En power-woman med et stålfast blik og staerke overarme tydeliggjort af oprullede skjorteaermer, der står klar til at møde enhver udfordring på sin vej. You go, sister!

På den anden side har vi tabermanden. Man ser ham for sit indre øje: usoigneret, uuddannet, ølvom – alt det, der afspejler en mand, der ikke evner at leve op til sin manderolle i det moderne samfund.

Det er for dumt at stemple en hel generation af maend som tabere, fordi kvinder har fået medvind på ligestillingen.

Før vi går videre, skal én ting slås fast: Der er fortsat store ligestillingsproblemer her til lands, og hele symbolikken omkring den staerke kvinde er netop opstået, fordi kvinder oplevede og stadig oplever en uretfaerdig modgang i livet som følge af deres køn.

Men fordi kvinder nu er staerkere end nogen sinde før, betyder det jo ikke, at vi nu skal til at se maendene som tabere.

at maend også er ramt på kønnet. De, der klarer sig dårligst i skolen, er drengene, maend har dårligere helbred end kvinder og får generelt mindre hjaelp til at løse deres livskriser – noget, der tydeligst giver udslag i selvmordsstatistikkerne. Fire ud af fem danskere, der begår selvmord, er maend.

Men ét er at tale om de problemer, maend bliver ramt af.

Noget andet er at klassificere dem som tabere. For selvfølgelig har det en betydning, hvordan vi snakker om maend. Ord skaber virkelighed! ordforrådet, laegger det ikke alene pres på pigerne i skolen, men stempler også drengene som nogle, der klarer sig knap så godt. Det samme gør sig gaeldende i tabermands-debatten.

Det ene problem ved ’tabermaend’ er, at begrebet er et uskønt sammensurium af alle negative karaktertraek, samfundet ikke bryder sig om: Du kan blive stemplet som at vaere tabermand, hvis du kan lide røde pølser og fodbold, men også hvis du virkelig kaemper med store problemer som hjemløshed eller depression.

Problemet er, at de, der reelt kaemper med store ting, bliver druknet i en tabermands-debat, der mere handler om maskulinitets-kritik end at yde omsorg for mennesker, der ofte er glemt i debatten.

Fordi kvinder nu er staerkere end nogen sinde før, betyder det jo ikke, at vi nu skal til at se maendene som tabere

– og meget vaerre – problem er idéen om, at mennesker er ’tabere’. Maend med problemer i deres liv – uanset om de så er ufaglaerte, overvaegtige eller noget helt tredje – er sgu da ikke tabere og skal ikke omtales sådan. Vi kan ikke bare putte alle maend med problemer i én kategori og så gøre dem alle til tabere. Tvaertimod.

Vi skal tale mere om de problemer, maend står med i dag.

Men vi skal gøre det ud fra de konkrete problemer, maendene står med, og ikke gøre det til et problem med maend som helhed. Det kraever, at vi lader vaere med at se alting som en bekraeftelse af vores stereotype forestilling om powerwomen og tabermaend.

droppe at tale om maend som tabere i samfundsspillet, og i stedet tale om dem som det, de nu engang er: maend. På godt og ondt.

Nogle med store problemer, andre med små. Men aldrig tabere.