En legende bliver født
Elvis Presleys opvaekst i først Tupelo, Mississippi, siden Memphis, Tennessee var udpraeget fattig.
Vendepunktet kom, da han som 18-årig chauffør og altmuligmand i et lokalt elfirma 18. juli 1953 trådte ind i Sun-studierne i byen og selv betalte for at indsynge to sange, som han haevdede var en fødselsdagsgave til sin mor, Gladys, der dog fyldte år 25. april.
En noget forsinket gave, må man sige.
Sangene hed ’My Happiness’ og ’That’s When Your Heartaches Begin’, og det skete der i første omgang ikke noget ved.
Men da studie-ejeren Sam Phillips et års tid efter var på udkig efter nye talenter til sit pladeselskab, kom hans sekretaer, Marion Keisker, i tanke om den unge mand fra året før, som på et spørgsmål fra hende om, hvem han lød som, havde svaret: ’I don’t sound like nobody.’ Der var noget ved ham Elvis Presley, der måske var vaerd at dyrke, gjorde hun opmaerksom på.
I don’t sound like nobody
Sam Phillips ringede og samlede et lille band om Elvis med Scotty Moore på guitar og Bill Black på bas, og 5.-6. juli 1955 var holdet i studiet for at lave en indspilning.
Det gik ad helvede til. Dødt og glansløst lød det. Sam Phillips var langtfra tilfreds.
Han gav dem en pause for ligesom at lade op igen, men Elvis benyttede pausen til at lege lidt med det gamle Arthur Crudup-hit ’That’s Alright, Mama’. Scotty og Bill var med på legen, og pludselig lød det unikt.
’Hold den kørende’, råbte Phillips, mens han fingererede med knapperne i kontrolrummet.
Så kom sangen på bånd – og en legende var født.
’That’s Alright, Mama’ blev et hit i sydstaterne og vakte manageren Colonel Tom Parkers interesse for den nye dreng, som han var overbevist om kunne drive det vidt. Han gik i gang med at finde et større pladeselskab til Elvis, og det endte med, at Phillips solgte sin kontrakt med vidunder drengen for dengang uhørte 35.000 dollars.
Blev slidt op
RCA Records bed på krogen og lancerede i 1956 Elvis med ’Heartbreak Hotel’, som blev Elvis’ første nummer ét på Billboards landsdaekkende hitliste.
Derefter kørte det bare som smurt. Elvis etablerede sig som rockens største stjerne og et ikon. En position, der først blev udfordret med The Beatles’ fremkomst på verdensscenen i 1963-1964.
Den faldt sammen med en meget diskutabel film-karriere, som Elvis koncentrerede sig om i 60’erne. Men i slutningen af årtiet vendte han tilbage til koncert-scenen med først lange ophold i Las Vegas, siden i hele USA. Han optrådte aldrig uden for Nordamerika.
Efterhånden sled det ham op, og til sidst var en Elviskoncert lidt som et lykkehjul. Man kunne vaere heldig, og det fungerede. Eller det modsatte, og det var som at overvaere en rendyrket tragedie.