Lad borgerne vaelge politidirektøren
Ingen kan i dag vaere i tvivl om, at vi med de jaevnlige skuddueller på Nørrebro nu for alvor maerker de dystre konsekvenser af mange års katastrofal udlaendingepolitik.
uvaegerligt til at taenke på den tidligere irakiske informationsminister Mohammed Saeed al-Sahhaf – måske bedre kendt som Komiske Ali – da jeg forleden så vort lands justitsminister, Søren Pape, selvtillidsfuldt erklaere, at nu var den utålelige og groteske bandekrig kulmineret og ville aftage.
handlekraftige regering saette ind med diverse stramninger og forbedringer. Igen-igen.
Komiske Ali gjorde som bekendt sig selv herostratisk berømmet ved gang på gang indaedt at fastholde, at Irak ikke var ved at blive invaderet af amerikanerne, selv om vi alle på tvtransmissionerne kunne høre eksplosionerne i baggrunden. Det var selvsagt ikke specielt befordrende for hans trovaerdighed.
er det heller ikke specielt befordrende for hverken regeringens eller justitsministerens trovaerdighed, at der blot få timer efter justitsministerens skånselsløse retorik atter blev skudt løs i gaderne på Nørrebro – igen mod fuldstaendig sagesløse borgere. Gudskelov er endnu ingen blevet draebt – men hvor laenge varer det ved?
Regeringens og politiets magtesløshed udstilles nu dagligt for åben skaerm, og det er mildest talt ikke befordrende for danskernes tillid, at vi i dag har en regering, der åbenlyst ikke laengere magter at beskytte og sikre sine borgere, alt imens politiet slet og ret må ty til at advare unge maend mod overhovedet at bevaege sig ud i gadebilledet, for her risikerer de altså ganske enkelt at blive plaffet ned.
I vores Danmark!? Ingen kan i dag vaere i tvivl om, at vi med de jaevnlige skuddueller på Nørrebro nu for alvor maerker de dystre konsekvenser af mange års katastrofal udlaendingepolitik, hvor bedrevidende politikere, der mente at vaere både bedre og mere indsigtsfulde mennesker end flertallet af befolkningen, naivt har spillet russisk roulette med det danske folks fremtid.
regeringen har sovet i timen. En anden ting er, at utallige tidligere regeringer kynisk har negligeret problemets omfang og ladet stå til, mens antallet af utilpassede indvandrere og flygtninge, der ikke ønsker at tage del i vort samfund, er vokset kolossalt. Det er forstemmende – men det ved vi jo.
Men at vi også nu skal opleve et politi, der skaendes indbyrdes om, hvorvidt man i det hele magter kampen mod banderne, er mildest talt fortvivlende for den almindelige dansker, der som det mindste må kunne gøre sig håb om, at vi dog har et politi, der fungerer; et politi, der én gang for alle kan komme den groteske bandekrig til livs og få udvist de kriminelle sjakaler, der ikke hører hjemme i vores hovedstad eller vores land.
bekymrende at høre, hvordan politiet laenge har undladt at tage advarsler og staerkt bekymrede henvendelser fra borgere på Nørrebro alvorligt, og hvordan løsladelsen af et ledende bandemedlem kunne kulminere med, at han blev hentet af en meget stor gruppe bandemedlemmer og kørt hjem til København og fejret og tilbedt som konge af Blågårds Plads – uden indsigelser fra ordensmagten.
Selvfølgelig handler det her også om politiets ressourcer. Men det aendrer ikke på, at de store tabere i bandekrigen er de magtesløse, sagesløse og uskyldige borgere.
god grund til igen at overveje et forslag, som jeg sidste sommer fremsatte internt i Dansk Folkeparti om at lade danskerne udpege og vaelge landets politidirektører, der skal stå til ansvar over for borgerne.
Forslaget blev aldrig behandlet, og jeg må indrømme, at det siden gik lidt i glemmebogen. Men måske er det ved at vaere på tide for alvor at overveje at demokratisere politiet: Ligesom vi har folkevalgte borgmestre, som skal tilgodese deres borgeres tarv, ligesådan bør vi have folkevalgte politidirektører. Det kan vaere med til at sikre, at almindelige danskeres interesser i højere grad saettes på dagsordenen hos politiet, fordi et valg til embedet som politidirektør kan give borgerne indflydelse på, hvordan politiet prioriterer sagerne i de forskellige politikredse.
De store tabere i bandekrigen er de magtesløse, sagesløse og uskyldige borgere
man alle dage haft i USA, og i Storbritannien blev det indført for få år siden.
I dag oplever vi igen og igen, at politiets prioriteringer på centrale områder synes at vaere ude af trit med danskernes virkelighed og retsopfattelse, og jeg mener stadig, at vi har brug for et wakeupcall, hvor politiet bliver bragt tilbage til den virkelighed, hvor de fleste borgere befinder sig. For mister vi først tilliden og troen på vort politi, står det virkelig skidt til.
at sørge for, at politiet går langt hårdere til eksempelvis kriminelle udlaendinge, der skal udvises i langt større stil. Det kan vi blandt andet gøre ved at sikre, at de, der har ansvaret for det daglige arbejde, også skal stå til ansvar over for borgerne. For det er borgernes liv, det gaelder.