Sympatisk portraet af legendarisk racerkører
Ronnie Peterson døde som følge af et uheld på Monza-banen i Milano i september 1978. Instr.: Henrik Jannson-Schweizer. Medv.: Ronnie Peterson, Niki Lauda, Sir Jackie Stewart, Emerson Fittipaldi m.fl. 96 min. Da Ekstra Bladet i foråret 2016 bad et panel af eksperter om at kåre alle tiders bedste Formel 1-kørere, røg svenskeren Ronnie Peterson ind på en fornem 14. plads på trods af, at det aldrig lykkedes ham at vinde verdensmesterskabet. Han regnes stadig for en af hurtigste kørere nogen sinde, og huskes stadig for sin karakteristiske, glidende kørestil.
Da jeg var knaegt i 70’erne, var han et sports-ikon på linje med Zlatan Ibrahimovic i dag, og jeg kan stadig huske de slørede tv-billeder fra dengang, han svaert tilskadekommen blev båret vaek fra sin flammeomspaendte Lotus-racer efter at vaere kørt galt under Italiens Grand Prix på Monza-banen 10. september 1978. Han døde på hospitalet dagen efter af en blodprop, 34 år gammel.
Nu debuterer manuskriptforfatteren og producenten bag succesfilmene ’Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’ samt dens efterfølger, Henrik Jansson-Schweizer, som instruktør med dette portraet af landsmanden.
En gennemsympatisk fyr
Datteren Nina, der blot var en lille pige, da Peterson døde, og ikke har nogen direkte erindring om ham, er filmens fortaellemaessige omdrejningspunkt, men ellers er den ganske klassisk bygget op omkring gamle klip fra arkiverne samt nutidige interview med kollegaer, konkurrenter og venner såsom Niki Lauda, Emerson Fittipaldi, Sir Jackie Stewart og Mario Andretti.
Der tegnes et portraet af en tilsyneladende gennemsympatisk fyr, der grundlaeggende blev ved med at vaere den fartglade knaegt fra Örebro, som blot havde skiftet faderens hjemmebyggede gokarts ud med lidt flere hestekraefter. Samtidig får vi også et fascinerende indblik i datidens Formel 1-miljø, der fremstår langt mere glamourøst og (dødens)farligt, end tilfaeldet er i dag – på godt og ondt.