Kunne e slagene min mor graed
VAEKST: Selv om Cecilia kun er n vaeret vidne til vold, skiftet identitet nnem PET’s vidnebeskyttelse
aekket om natten af anden søn, der sagor var kommet på jeg skulle ringe til m igennem, og hun ar noget med henaegerne havde rednere fandt jeg ud af, re havde bremset kke slog min mor episode vurderede PET, at moderen var i livsfare, og de kom i vidnebeskyttelse-programmet.
De skulle pakke, hvad de kunne have i et par tasker, fik ny adresse, nye navne og en ny tilvaerelse.
– Han var kommet i faengsel, så der gik et halvt år, hvor der var ro på. Så en dag stod han der med to andre. Han var udenfor, og de andre forsøgte at sparke døren ind. Vi fik trykket på overfaldsalarmen, og døren holdt heldigvis, til politiet nåede frem. Efter den episode fik han overvåget samvaer med min lillebror, og så var det, som om det faldt mere til ro.
Frygten nåede knap at forlade den lille familie, før moderen kaldte Cecilia og hendes lillebror ind i sofaen.
Lige da de flygtede første gang, havde hun fået konstateret en kraeftknude i brystet og fået den fjernet.
– Hun sagde, at hun var blevet syg igen. Denne her gang kunne det bare ikke helbredes. Det havde spredt sig fra brystet til knoglerne og blodet. Så var vi igen bange for, at hun skulle dø hele tiden. Hun klarede det superflot, for vi børn kunne naesten ikke maerke på hende, at hun var syg.
Indhentet af døden
Efter flere års sygdom blev frygten til virkelighed, og moderen døde.
Gennem hele sygdommen har familien talt meget om kraeften, angsten, problemerne, tiden efter og meget andet.
Cecilia mener, at det er derfor, hun stadig kan stå på benene.
– Jeg var meget taet på min mor, fordi vi havde vaeret gennem de ekstreme oplevelser sammen. Når jeg har vaeret ved at knaekke, har jeg taenkt på, at hun er mit forbillede. Og hun gav aldrig op. Hverken til ham eller kraeften. – Hun bevarede sin vaerdighed hele vejen igennem. Så det gør jeg også. – Men du er dømt i landsretten for vold mod moderen?
– Ja. jeg er dømt. Men der gik to et halvt år, fra jeg gav hende et par på skrinet, til jeg blev anholdt. Jeg var simpelt hen nødt til at gøre det for ikke at miste min aere. Hun havde trampet på mig gennem flere år. Det kunne hun ikke finde ud af, så til sidst så endte hun med at få et par flade lussinger. – I sin tid sagde jeg jo, at jeg
Flere af mine veninder måtte ikke besøge mig, fordi han var rocker Hun har jo aldrig set noget vold
var en flink fyr, for alle andre mennesker havde slået hende ihjel. Det er vi to helt enige om. Det er trist, at man skal helt derud. Men jeg synes, at det er billigt at slippe med et par på skrinet. For man skal da behandle hinanden ordentligt. Nu har man vendt det om til en sørgehistorie om, at hun har levet i frygt for vold. – Jeg kan forstå, at de kom i vidnebeskyttelse?
– Ja, men jeg fandt dem jo alligevel. Jeg havde jo en søn. Jeg vidste ikke, at han havde fået nyt navn. Jeg var jo i spjaeldet, dømt på indicier og falske vidner. Der gik jo et par år, før jeg begyndte at se ham i overvaeret samvaer. Jeg ser ham stadig. Det er mig uforståeligt. Min egen søn, som er halvbror til Cille, har jo ingen problemer med sin far. Få hele historien om Cecilias opvaekst i angstens skygge i aften på DR1 klokken 20.00.