SÅ DU ’SPORLØS’ I AFTES?
Siden programmet er der sket meget – den 31-årige transkønnede hedder i dag Kevin
I aftes kunne man følge Marianne i DR’s program ’Sporløs’, hvor hun vendte tilbage til sine rødder i Ungarn for at få svar på en raekke ubesvarede spørgsmål.
Da Marianne kom hjem fra sin tur, fulgte en uge, hvor alle planer og gøremål blev skubbet til side.
Det havde vaeret hårdt at få svar på de mange spørgsmål, der inden turen havde rejst sig. Blandt andet fandt hun ud af, at hun havde vaeret indlagt i et år med en braekket lårbens-knogle, fordi hendes far havde taevet hende som lille. Hun overvejede derfor, om det var vaerd at fortsaette rejsen.
– Der var ingen grund til at gå videre, når mine foraeldre havde behandlet mig så dårligt, fortaeller Marianne, der trods det fortsatte rejsen.
Da hun efterfølgende kom hjem, tilbragte hun en uge 31-årige Kevin (tidl. Marianne) skulle en tur til Ungarn med tv-programmet ’Sporløs’ og tilbage igen, før han følte sig klar til at skifte køn og finde sig selv. hos en ven. Ugen blev brugt på gåture med hunden, søvn og tv. Hun søgte efter sine rødder, men turen til Ungarn havde kun efterladt hende med en masse negative tanker.
– Jeg tror, at jeg blev meget chokeret over situationen. Jeg fik en følelse af, at jeg ikke var noget vaerd. Jeg følte, at jeg ikke burde vaere kommet til verden, fordi jeg har haft sådan en hård start, forklarer hun.
Fanget i den forkerte krop
Hele livet har Marianne følt sig fanget i den forkerte krop. Så laenge hun husker, har hun følt sig som en dreng og nu mand. Hun har derfor aldrig kunnet stille sig foran spejlet og vaere tilfreds med det, hun så.
– Jeg har følt mig meget forkert, og at folk ikke kunne lide mig. Jeg har ikke følt, at folk har haft respekt for mig.
– Inderst inde ved jeg jo godt, at der er noget, der ikke haenger sammen. Jeg kan jo ikke gøre så meget ved det. Jeg kan ikke begynde at klaede mig ud som en pige, hvis jeg ikke er det. Det vil jeg føle mig endnu mere ked af.
Det havde laenge naget Marianne, at hun ikke følte sig tilpas i sin krop. Men hun havde svaert ved at traeffe den endegyldige beslutning om at skifte køn, når hun ikke vidste, hvordan hendes liv havde vaeret i de første leveår. Marianne manglede svar, som hun fik på turen til Ungarn med ’Sporløs’.
– Nu har jeg fået afklaring på min tidlige barndom. Så nu kan jeg komme videre med mit liv, fortaeller Marianne.
Og så kom Emilie
Et par måneder efter Marianne kom tilbage til Danmark, mødte hun Emilie. For første gang havde Marianne mødt en, der forstod hendes selvopfattelse: At Marianne vil vaere en mand og laenge har følt sig fanget i en kvindekrop. Emilie opfordrede derfor Marianne til at aktivt at gøre noget ved de tanker. Hun skulle ikke blot føle sig som en mand, men blive til en mand.
– Det har vaeret dejligt og befriende at møde Emilie. Det er stort set hendes skyld, at jeg er gået i gang. Jeg har vaeret pissebange for det. Jeg turde ikke gøre det, fordi jeg var bange for at blive endnu mere alene i verden.
Marianne har aldrig rigtig følt støtte fra venner. Oftest har hun følt sig meget alene, og derfor var det en stor omvaeltning at møde Emilie, der var klar til at tage Marianne i hånden og guide hende i den rigtige retning.
– Det er meget skraemmende, at der pludselig står en, der vil hjaelpe mig med at tage det naeste skridt i mit liv, siger Marianne.
Marianne bliver til Kevin
Efter kønsskifte-processen er blevet skudt i gang, har Marianne, der nu kalder sig Kevin, kunnet maerke, at det har givet en helt anden ro i kroppen og mere overskud i hverdagen. Frygten gik tidligere på, hvordan venner og kolleger ville reagere på, at Marianne skulle vaere fortid, og han nu skulle hedde Kevin.
En frygt og tvivl, der har vist sig ubegrundet og i den grad er blevet gjort til skamme.
– Indtil videre er der ikke nogen, der har sagt noget negativt om det – alle er positive. Jeg tror ikke, at jeg skal igennem en hård kamp. Jeg føler mig tryg i det, jeg skal nu, siger Kevin med en ro, der saetter en tyk streg under, at han nu er klar på livet.
Der var ingen grund til at gå videre, når mine foraeldre havde behandlet mig så dårligt Jeg fik en følelse af, at jeg ikke var noget vaerd
For han glaeder sig til, at transformationen fra mand til kvinde for alvor går i gang.
At kunne kigge sig i spejlet og glaedes ved synet og ikke frygte at gå på kvindetoilettet og blive mødt med skeptiske blikke og spørgsmål om, hvorvidt han er gået forkert eller ej.
Han er blevet mere lykkelig. Og netop den øgede livsglaede har givet mod på livet.
– Jeg kan se en god fremtid nu i forhold til før. Førhen kunne jeg ikke se nogen fremtid, afslutter han.