Jeg har en gave jeg vildele med landsholdet
U-VENDING: – Lederskabet skal overgå til spillerne, som skal vaelge en retning, der har et højere formål end scoringstavlen, siger Anja Andersen i dette eksklusive interview med Ekstra Bladet
Fortryllende finter, fantastiske mål, voldsomme vredesudbrud og en fuckfinger. Historierne om Anja Andersen var altid fascinerende og dramatiske. Indtil den vel nok bedste kvindelige håndboldspiller, verden har set, for otte år siden på en gåtur med sin elskede hund, Happy, besluttede at traekke sig som traener for FC Københavns kvinder og ’befri sig fra sit eget faengsel’, som hun skriver i selvbiografin ’At Blive Den Man Er’.
Den udkom i fjor med beretninger om en håndboldheltindes livslange kamp for at finde ud af, hvem hun var. Offentligt var hun både nationalhelt og skurk og hovedpersonen i et evigt raes efter sejre. Men syv-otte år efter sit livs U-vending handler livet ikke laengere om at vinde for den 48-årige kvinde, men om noget større; kaerlighed, venskaber, tilgivelse.
Derfor chokerede Anja offentligheden, da hun for få uger siden udtalte, at hun gerne ville tilbage til håndbolden i et job som landstraener for enten kvinderne eller herrerne. Kønnet betyder ikke noget, siger kvinden, der i forbindelse med faerdiggørelsen af sin bog så en rød tråd i at vende tilbage til den verden, hun forlod, men nu med en helt anden tankegang.
– Det har vaeret fint at vaere vaek fra det i syv år, men nu vil jeg gerne tilbage med den bagage, jeg har samlet de seneste år, siger Anja Andersen.
Tre forbilleder
Udviklingsforløb for ledere i virksomheder og organisationer blev Anja Andersens nye speciale i svenskeren Lasse Zälls firma Stifinder. Her kom hun for første gang ind i et miljø, hvor ingen fortalte hende, hvad hun skulle.
– Jeg havde savnet en spirituel retning i mit liv uden at opgive min frihed, og det inspirerede mig at blive leder af mit eget liv, siger Anja Andersen med slet skjult henvisning til de mange år i et håndboldunivers styret af resultater og regler.
Selv om hun intet har hørt fra Dansk Håndbold Forbund siden udmeldingen om traener-drømmen, synes Anja Andersen overbevist om, at hun, med sin forandrede til- og tankegang vil kunne skabe succes omkring kvindeeller herrelandsholdet.
Ud over de seneste syv års ballast bygger hun blandt andet sin tro på, at andre traener-koryfaeer som Bengt Johansson for de svenske håndbold-landsholds-herrer i 90’erne, Phil Jackson for basketball-holdet Chicago Bulls i samme årti og Bo Johansson for fodboldherrelandsholdet i slut-90’erne alle er mønstereksempler på, at man kan skabe resultater ved delvist at overlade lederskabet af holdet til spillerne selv.
– Hvis spillerne selv vaelger en retning, der har et højere formål end selve scoringstavlen, befrier man samtidig en masse ekstra energi og ressourcer, og det skaber bedre forudsaetninger for at få det optimale ud af den enkelte spiller og hele holdet, argumenterer Anja Andersen.
Tragedien i Tyskland
Hun er klar over, at det nok ikke just er populaert at fjerne fokus fra scoringstavlen til den personlige frihed for hver enkelt spiller, og hun tør ikke gisne om, hvad eksempelvis generalsekretaer hos Dansk Håndbold Forbund Morten Stig Christensen vil sige om det i en eventuel ansaettelsessamtale.
Men hun kan referere til de tre førnaevnte traenerkoryfaeer, og så kan hun tilføje to oplevelser, der også understøtter hendes idéer:
Den første var under VM i Tyskland i 1997, da to tilskuere blev draebt forud for Danmarks finale mod vaertsnationen. Anja Andersen var på det tidspunkt verdens bedste spiller, men det betød intet der.
– Alle vi spillere sad på hotellet. Vi var chokerede, og vi var for en gangs skyld alene uden Ulrik Wilbek (landstraeneren, red.). Han havde bedt os traeffe en beslutning om, hvorvidt vi ville spille finalen uden hans indblanding. Ulriks tillid til holdet var beundringsvaerdig i den situation.
– Vi var delt i forhold til, om vi ville spille finalen, indtil en af holdkammeraterne skar igennem og sagde, at det skulle vi gøre i respekt for de draebte, fordi de jo var kommet hertil for at se os.
– Det frigav en masse energi, og det var en utrolig inspirerende oplevelse at spille for noget, der betød meget mere end scoringstavlen. Vi spillede herefter en forrygende finale, som vi vandt stort, fortaeller Anja Andersen om det første eksempel på en situation, hvor spillerne selv bestemte retningen og formålet. Og fik succes.
Sammenstød med Wilbek
Det andet eksempel er kun knap et par år gammelt og foregik under VM for kvinder i Danmark i 2015. Anja Andersen var i Canada, men havde nogle år tidligere vaeret i Rumaenien for at arbejde med det berømte klubhold Valcea om sine idéer fra Stifinder.
– Tre af de rumaenske landsholdsspillere ringede og sagde, at nu skulle de snart hjem, fordi de skulle møde de brasilianske verdensmestre. De mente ikke, at de havde en chance for at vinde og gå videre i turneringen. Da jeg kom hjem fra Canada, tog jeg en snak med de tre rumaenske spillere, som jeg kendte fra Valcea.
– Kort fortalt skulle de finde ud af at spille for et højere formål end selve scoringstavlen. De blev enige om, at det vigtigste var at vaere forbilleder for deres land igennem deres måde at vaere sammen på. Siden vandt de over Brasilien og Danmark og endte med at vinde bronzemedaljer.
Et af omdrejningspunkterne i historien om Anja Andersen, som grundet en hjertefejl måtte indstille karrieren i 1999, var Ulrik Wilbek. Den nok mest succesfulde traener, Danmark har haft, men med en lederstil, som Anja Andersen havde det svaert med.
– I dag kan jeg da godt se, at nogle ting ikke har vaeret nemme at håndtere for Ulrik, siger hun med henvisning til visse situationer, hvor hendes og Ulriks temperamenter stødte frontalt sammen.
– Men sådan som jeg har vaeret, har også ført mig dertil, hvor jeg er i dag, siger hun og tilføjer, at fortid er fortid, og at det er vigtigt at give slip på visse ting og komme videre.
Det har vaeret fint at vaere vaek fra det i syv år, men nu vil jeg gerne tilbage med den bagage, jeg har samlet de seneste år Det var en utrolig inspirerende oplevelse at spille for noget, der betød meget mere end scoringstavlen Det inspirerede mig at blive leder af mit eget liv Sådan som jeg har vaeret, har også ført mig dertil, hvor jeg er i dag