Vennen: Jeg er rystet
Peter Madsen er temperamentsfuld og kan råbe og skrige og kaste med tingene, hvis det ikke går efter hans hoved.
Men hans meget taette ven og samarbejdspartner gennem ti år Christoffer Meyer har aldrig nogen sinde oplevet den nu drabssigtede ubåds-fantast som voldelig.
– Peter har absolut et temperament. Men jeg er nødt til at vaere fair over for Peter og sige, at han med årene er blevet meget bedre til at kontrollere det. Jeg har set ham råbe og skrige, men faktum er, at jeg aldrig nogen sinde har set ham løfte et stykke vaerktøj eller knytte en naeve eller tage fat i nogen og sige: ’Hvis du ikke stopper, så får du et par på kassen’. Det har jeg aldrig nogen sinde set. Aldrig.
– Og heller ikke noget, der kunne minde om ondskab?
– Nej. Hvis en af hans katte har vaeret syg, så er hans verden sunket i grus. Jeg har mødt folk, hvor Peter i den grad har trådt til og hjulpet. Med det kendskab, jeg har til Peter, så synes jeg ikke, man kan stemple ham som uempatisk, siger Meyer.
Han og Peter Madsen var sammen om raket-projekterne Copenhagen Suborbital og Raket-Madsens Rumlaboratorium. Så sent som for 17 dage siden var Peter Madsen og hans hustru til Christoffers hustrus fødselsdag i et telt i baghaven i Farum, hvor vi nu møder ham.
Peter Madsen kunne godt vaere festens midtpunkt, men denne aften følte han sig ikke rigtig godt tilpas, fordi deres kat var syg.
Ingen alarmklokker
– Hvis katten var syg og dårlig, så havde han ikke det ikke saerligt godt. Så ville han faktisk bare gerne have lov til at tage sig af den. Og jeg ved, at han har spurgt andre om penge, fordi han ikke havde råd til at betale for dyrlaegen, og katten var syg.
Så når du spørger mig, om han er empatisk, så ja, 100 procent ud fra det synspunkt.
Han talte sidst med Peter Madsen i telefonen sidste torsdag klokken 18.48 for at aftale nogle ting omkring en aflyst raketopsending på Bornholm sidst på måneden. Det var omkring 12 minutter før, at Peter og Kim sejlede ud med ubåden Nautilus.
– Der er ingen alarmklokker hos mig, der ringer. Hvorfor skulle de også det? Når vi ser dem sejle ud igennem Københavns Havn, står de og er glade, vinker, er helt rolige. Hvad der så er sket fra det tidspunkt, er det kun Peter Madsen, der ved, siger han med en stemme, der knaekker over af og til.
Ikke mindst når snakken falder på Kim Walls familie og hendes kaereste.
– Jeg har mistet en god ven. Men hvad har de ikke mistet? Jeg har så stor medfølelse for de mennesker. Det er der ingen, der skal gå igennem, konstaterer Christoffer Meyer, der er dybt maerket af detaljerne i den makabre drabssag, der har udviklet sig dag for dag.
Grusomme detaljer
Han er gået fra at vaere overbevist om sin vens uskyld til visheden om, at Peter Madsen siger, der skete en ulykke i ubåden, der førte til Kim Walls død, og at han kastede hendes lig i vandet. Efterfølgende er kvindens torso dukket op på Amager.
– Detaljerne er så grusomme og så makabre, at det ryster sådan en som mig rigtig, rigtig alvorligt. Jeg er enormt vred og frustreret og skuffet over, at Peter som menneske har gjort det, han har gjort, siger Christoffer Meyer
Nu forsøger han at bearbejde sorgen over, at hans meget, meget gode ven gemte på noget, han ikke kendte.
– Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg har tilbragt med ham, hvor mange diskussioner, både filosofiske, tekniske og personlige, vi har haft, og på intet tidspunkt har jeg set det her. Men jeg har aldrig identificeret det her, fordi Peter aldrig har vist det her af sig selv. Ikke dermed sagt at han ikke har haft det i sig. For det har han jo. Det taler sit tydelige sprog, siger han.
– Jeg vil stadig holde fast i, at jeg tror, at jeg kender Peter Madsen rigtig godt. Men jeg var ikke klar over, at han havde den side i sig. Og det store spørgsmål for mig er, om han overhovedet selv var klar over, at han indeholdt det. Jeg tror det ikke. Men det undskylder ikke på nogen måde det, der er sket.
Der er ingen alarmklokker hos mig, der ringer. Hvorfor skulle de også det