Rystende og intens
Kathryn Bigelows ’Detroit’ afslører politiets brutale likvidering af tre uskyldige sorte
Instr.: Kathryn Bigelow Medv.: John Boyega, Will Poulter, Algee Smith, Kaitlyn Dever m.fl. 142 min. Premiere i dag Den 65-årige Kathryn Bigelow – som i 2009 blev den første og hidtil eneste kvinde, der har modtaget en Oscar som bedste instruktør – er bestemt ikke bleg for at beskaeftige sig med kontroversielle emner, selv om hun arbejder i hjertet af Hollywood.
I sine to forrige film, ’The Hurt Locker’ og ’Zero Dark Thirty’, beskaeftigede hun sig med henholdsvis Irakkrigen og likvideringen af Osama bin Laden.
Denne gang er det politivold og race-uroligheder, der er emnerne, hvilket jo bestemt ikke er blevet mere uaktuelt end i sommeren 1967, hvor ’Detroit’ udspiller sig. Og på trods af tiden er der bestemt ikke meget 'summer of love' at spore her.
Efter en kort og relevant indledning, der saetter de dramatiske begivenheder i kontekst, havner vi lige midt i de voldsomme uroligheder og plyndringer i Detroits slum, som fulgte i kølvandet på en brutal razzia på en smugkro – men i bund og grund antaendt af lang tids frustration over tingenes ulige tilstand. Som til sidst resulterer i, at Nationalgarden saettes ind.
Snigskytte på taget
Bigelow og fotografen Barry Ackroyd formår med deres intense, drama-dokumentariske stil at placere os midt i begivenhedernes centrum, ikke mindst da vi zoomer ind på Algiers Hotel, hvor en raekke sorte borgere (samt to naive hvide piger fra Ohio på eventyr) har søgt tilflugt og fester igennem.
Der rapporteres (fejlagtigt) om en snigskytte på taget, og en lille flok betjente anført af den racistiske og afstumpede Krauss (en fremragende Will Poulter) ivaerksaetter en en intimiderende og brutal afhøring af gaesterne, som ser stort på alle procedurer
Manuskriptforfatteren Mark Boal har lavet en omfattende research
og rettigheder. Da dagen gryr, er tre unge mennesker blevet skudt på klos hold og endnu flere gennemtaevet.
Scenerne herfra er nogle af de mest uforglemmelige og ubehagelige (på den gode måde), jeg laenge har set i en biograf, og understreger, at Bigelow er en instruktør af de helt store, hvis nogen skulle vaere i tvivl.
Kridhvid jury
Det er vel naesten overflødigt at sige, at alle de involverede (hvide) betjente efterfølgende blev frikendt af en kridhvid jury, selv om der var ubevaebnede lig på bordet – og en af betjentene faktisk havde ’tilstået’.
Praecis hvad der er foregået, ved vi selvfølgelig ikke, men manuskript-forfatteren, Mark Boal, har lavet en omfattende research og talt med alle de overlevende, som han kunne finde.
Men uanset sandhedsvaerdien (som jeg nu ikke ser nogen grund til at saette de store spørgsmålstegn ved), så fungerer ’Detroit’ blaendede som film – og det er trods alt det vigtigste her. Hvis man er krakilsk, kunne man indvende, at der godt kunne vaere skåret lidt i den lange (142 minutter) spilletid – eksempelvis virker sidehistorien om soul-orkestret The Dramatics en kende overflødig.
Men det er trods alt petitesser i forhold til en Hollywood-produktion, der vil andet og mere end at levere tomme kalorier og uforpligtende underholdning.
Hermed anbefalet på det varmeste.