Er der plads til os?

Jeg er forvirret. Før sommerferien vidste jeg, hvem jeg var:

René, byrådskandidat, folketingskandidat, naestformand i min beboerafdeling, kontaktperson i menighedsrådet, medlem af hovedbestyrelsen i Adoption & Samfund og en, der bidrager til den danske velfaerd via mit 8 til 16-job.

I løbet af sommeren kunne jeg så konstatere, at højrefløjen ikke mener, at en kvinde som Nadia Nadim kan betragtes som en fuldblodsdansker på trods af sit danske statsborgerskab, på trods af at hun er godt på vej til at blive laege og ikke mindst på trods af sin indsats på det danske kvindelandshold under EM.

Jeg er adopteret og kom til landet som fireårig. Nadia kom som flygtning, efter at Taliban havde myrdet hendes far. Selv om vi er kommet til landet af vidt forskellige årsager, har vi begge klaret os her og har taget landet, befolkningen, normerne, kongehuset og demokratiet til os.

Tidligere anså jeg os begge for fuldblodsdanskere, i dag ved jeg, at den norm, som vi begge har tilpasset os, ikke har tilpasset sig Nadia.

Nadia er kvinde, jeg er mand. Nadia er ung, jeg er midaldrende. Nadia er brun, jeg er brun. Nadia er muslim, jeg er kristen.

Jeg kan tydeligt se fordommenes grimme ansigt, og derfor er jeg bekymret for i morgen.

I dag er det det religiøse, der er årsag til, at man åbenbart ikke kan vaere fuldblodsdansker. Men hvad med i morgen? Er det så den brune farve, som jeg deler med Nadia?