Jaegersoldat – i en større sags tjeneste

Jaegerkorpset er en macho-verden, hvor de staerkeste regerer. Og de staerkeste er der mange af.

stor familie i korpset?’, spurgte en af deltagene til mit foredrag forleden. Et klassisk spørgsmål, som fint understøtter den almene opfattelse af kulturen i Jaegerkorpset. ’Selvfølgelig er vi ikke det’, svarede jeg. Og grunden hertil er som følger.

Jaegerkorpset består af en raekke operative (high performance) teams. At disse indeholder lutter perlevenner, er en illusion og en misforståelse. Et glansbillede.

Naturligvis kan alle personer, der bringes sammen i en gruppe, ikke forventes at have lige gode indbyrdes relationer. Det er heller ikke nødvendigt, for at teamet kan praestere.

Jaegerkorpsets teams er, at team-medlemmerne er i stand til at nulstille personlige relationer, når det gaelder. Med andre ord: Hvert medlem tilsidesaetter egne behov, personlige agendaer og sulten efter anerkendelse på en sådan måde, at deres personlige bidrag indgår smidigt og ukompliceret i den faelles indsats, der skal føre teamet over målstregen.

Jaegerkorpset er en macho-verden, hvor de staerkeste regerer. Og de staerkeste er der mange af.

i mere end 11 år og oplevede både staerke venskaber og mere uforsonlige personlige relationer. Nogle relationer blev bedre over tid, andre ikke.

Men – hvilket er den centrale pointe med denne klumme – uanset relationernes karakter og varighed besidder jaegersoldater i den sammenhaeng én saerlig kvalitet, som er en forudsaetning for teamets performance og overlevelse: Evnen

og viljen til at nulstille disse personlige relationer, når det gaelder!

I det øjeblik, den fadøls- og testosteron-vaedede ’Jaegerbar’ – korpsets sociale nerve – forlades, og traeningen eller skarpe operationer påbegyndes, traeder jaegersoldaten ind i en verden baseret på tillid, loyalitet og aerlighed. En verden, hvor jaegerne bogstaveligt talt laegger livet i haenderne på hinanden. En verden, hvor der ikke er plads til smålighed. En verden, hvori jeg selv har praktiseret og overvaeret mange af disse mentale sceneskift såvel på skarpe operationer som under traening.

Naturligvis kan alle personer, der bringes sammen i en gruppe, ikke forventes at have lige gode indbyrdes relationer

er, når jaegersoldater fester. Det er vi nemlig gode til og gør det med et fuldt hjerte. Vi drikker igennem, fordi vi kan lide det, men også fordi vi har brug for at få ’ventilen’ åbnet efter grimme oplevelser i forbindelse med operationerne. Ud over at festerne var nogle våde affaerer, kunne de også fremkalde uoverensstemmelser jaegerne imellem. Et par håndmadder nu og da var ikke utaenkeligt.

hvor vi for eksempel sprang faldskaerm fra ti kilometers højde eller drog på mission i den store verden, var der ingen sure miner. Ingen tegn på nag eller ondt blod imellem os trods de retoriske eller fysiske tvekampe få timer forinden.

Vi vidste nemlig alle, at de personlige uoverensstemmelser var irrelevante og ubetydelige i denne sammenhaeng. Af hensyn til en vigtigere og større sag.