Clausen er en elskelig narrøv
’Aldrig mere i morgen’ er filmmagerens bedste i mange år
Instr.: Erik Clausen Medv.: Erik Clausen, Bodil Jørgensen, Nicolas Bro, Marijana Jankovich m.fl. 90 minutter. Premiere i dag i biografer over hele landet Den nu 75-årige Erik Clausen afslører bestemt ikke nye sider af sit talent i sin 14. spillefilm ’Aldrig mere i morgen’, men til gengaeld er han efterhånden den eneste tilbagevaerende repraesentant for den lune (men bestemt ikke tandløse) socialrealisme, der engang var den dominerende genre i dansk film.
På paradoksal vis en ganske opløftende oplevelse
På trods af sit alvorlige udgangspunkt – døden – fortsaetter han her den afdaempede og knap så docerende tone, som også praegede forgaengeren ’Mennesker bliver spist’. Hvilket bestemt ikke gør noget.
Clausen spiller (selvfølgelig) selv den succesfulde og stenrige billedkunstner Thorvald med mottoet ’heller aegte storhedsvanvid end falsk beskedenhed’. En anden storskrydende talemåde lyder ’jeg leger ikke laengere med Lego men med ego’.
Bedre sent end aldrig
Erik Clausen får besøg af Bodil Jørgensen efter sin død. Altså en af den slags typer, som det er ret nemt at parodiere og udlevere. Men modsat Søren Mallings ellers meget velspillede kunstnerportraet i Charlotte Sielings ’Mesteren’, som havde premiere tidligere på året, er Thorvald ikke udelukkende et dumt, opblaest svin. Om ikke
andet mildner døden ham en del. Bedre sent end aldrig, som man siger.
Filmens praemis er, at når vi dør, kommer der en engel (her i skikkelse af Bodil Jørgensen), som fører os usynligt rundt til vores naermeste i dagene op til begravelsen, hvorefter lyset så endeligt bliver slukket.
Det sker også for Thorvald, da han i en alder af 80 år falder om af et hjerteanfald, og ikke overraskende viser det sig, at hans selvopfattelse ikke helt svarer til den, hans omgivelser har af ham.
Det gaelder ikke mindst sønnen Vincent (Nicolas Bro), der bruger sit konfliktfyldte forhold til faderen som evig undskyldning for sin egen fiasko, den smukke, unge kone Alice (Marijana Jankovic), hvis kaerlighed til Thorvald har fået hende til at saette sit eget liv på standby, samt den gennembitre ekskone Bente (Britt Bendixen).
Antydningens kunst har som bekendt aldrig vaeret Clausens adelsmaerke, og historiens morale(r) er nok heller ikke svaere at gaette sig frem til – slet ikke, hvis man kender lidt til manden i forvejen, men ’Aldrig mere i morgen’ er alligevel en fornøjelse fra ende til anden.
Alvor og humor
Den indeholder en veldoseret blanding af det alvorlige og det morsomme, det sure og det søde tilsat glimrende skuespil hele vejen rundt samt ikke mindst et manuskript, der er solidarisk med langt de fleste af sine personer (og til gengaeld hudfletter de få, der har fortjent det).
Vi skal som bekendt alle dø engang, og Clausens seneste film er bestemt ikke den vaerste måde, man kan forberede sig til det faktum på. Og på paradoksal vis en ganske opløftende oplevelse.