Det viser sig, at der lå en landsby nede i Østrig, der hed Reichsgrub. Den første, der rejser fra den her landsby for at tage til Wien, hedder Michael og er født i 1661
6 meter høje reoler, der huser vanvittige 264.000 plastickasser, der alle indeholder arkivalier. Det er det syn, der rammer, når Per Reichgrüber åbner ’portene’ ind til Rigsarkivets hellige hal. Eller faktisk blot én af de hellige haller.
Per Reichgrüber er Rigsarkivets sikkerhedskoordinator. Et job han har haft siden 2012. Han er ikke arkivar, men alligevel har han en stor passion for de stregmaerkede papkasser, der indeholder gamle, gullige sedler, der fortaeller os så meget om de generationer, der har vaeret før os.
SIDEN 1995 HAR
Per nemlig selv vaeret yderst optaget af sin egen slaegts historie. Et brev fra en fjern slaegtning vaekkede nysgerrigheden i ham.
– Jeg fik et brev fra USA. Det var en dame, som skrev til mig, at hun var efterkommer af en Reichgrüber. Så havde hun på en eller anden forunderlig vis haft kontakt med nogle i Danmark, der via en telefonbog havde fundet min adresse. Hun mente så, at der kunne vaere en forbindelse mellem os, nu da vi begge hed Reichgrüber, men hun vidste ikke, hvor almindeligt navnet var i Danmark, fortaeller han.
Navnet er som bekendt ikke saerlig udbredt i Danmark. Det samt nysgerrigheden efter at laere mere om sit ophav fik Per til at gå i krig med slaegtsforskning.
FOR NOGLE
lyder det måske ganske uoverskueligt at give sig i kast med – isaer uden internettets hjaelp.
– Jeg startede bagvendt med at finde ud af, hvor mange med navnet Reichgrüber der var døde i København. Det foregik inde på rådhuset, hvor de har nogle begravelsesprotokoller. Der tog jeg målrettet fat og startede med år 1860, og så gik jeg derudad i de her navneregistre for at finde ud af det, og efterhånden fik jeg en paen liste og skulle finde ud af, hvor de hørte til i mit stamtrae. Det var, før internettet rigtig kom i gang, så det var hårdt benarbejde, men gennem fem-seks år lykkedes det mig at få placeret så meget af det, at jeg fik et overblik. Så kunne jeg finde frem til, hvor navnet stammede fra oprindelig.
DA PER BEGYNDTE
praests skyld, at vores navn er Reichgrüber i dag og ikke Reichgruber.
som Per fik kortlagt sit stamtrae, kunne han gå ud ad nogle sidespor. Han tog fat i naesten alt, der hed navnekartoteker. Det var faengselsregistraturer, politirapporter, formynderskab, skilsmisser. Alt, hvad der var tilgaengeligt. – Mange slaegtsforskere gør meget ud af at kunne dokumentere, hvor langt tilbage og hvor deres familie stammer fra. Der har jeg vaeret mere interesseret i de her sidehistorier, for jeg synes, at det gør personen mere levende for mig. – Jeg prøver på at klarlaegge så meget, at jeg til sidst kan sige, at jeg ved så meget om den her person, at min nysgerrighed er stillet. Det har ført Per til steder som Tyskland og USA, hvor han har talt med efterkommere til Reichgrübere, mens hans grundighed har gjort det muligt for ham at stykke flere af sine forfaedres livshistorier sammen.
Josefs børn hed Georg Albert Holger og Peter Edvard. Begge deltog i Treårskrigen fra 1848-51. – Det er lige i den periode, hvor man indfører vaernepligten, så de bliver tvunget ind i den her krig, fortaeller Per.
Jeg fik et brev fra USA. Det var en dame, som skrev til mig, at hun var efterkommer af en Reichgrüber. Så havde hun på en eller anden forunderlig vis haft kontakt med nogle i Danmark, der via en telefonbog havde fundet min adresse
Den aeldste bror, Georg, var indkaldt til 3. forstaerkningsbataljon, hvor han deltog i udfaldet fra Fredericia og slaget ved Isted, der er det største slag i danmarkshistorien.
Georg overlevede begge slag og blev 1. april 1851 sendt hjem. Tre år senere rykkede han med familien til København, hvor han fik et job som omnibuskonduktør. Sammen med familien boede han over hestestalden på Amagertorv 12 – der, hvor Illums Bolighus i dag holder til. Det gjorde han, indtil han en dag kom hjem fra arbejde, åbnede døren til sit hjem og faldt død om – blot 40 år gammel. Årsagen: lungebetaendelse. – Er det ikke grotesk? Han overlever to kaempe slag, og så dør han af noget så banalt som lungebetaendelse, lyder det fra en hovedrystende Per.
PETER VAR
indkaldt til 3. reservejaegerkorps, hvor han var med til fremrykningen mod byen