Jeg kan love dig for, at de her stakkels mennesker jeg var ovre at besøge, Frelsens Haers troende soldater, de blev så skuffede over, at han var en gemen tyveknaegt gift med en prostitueret inde fra indre by, der var blevet smidt ud af Danmark
født åndssvag. Han falder ud af vinduet fra første sal, men kommer ikke synderlig til skade.
Moderen og datteren tog sig af ham i de første år, men da faderen døde af druk, orkede de ikke mere, så de fik ham indlagt på Bakkehuset – en ’Helbredelsesanstalt for idiotiske børn’.
Bakkehuset var for sin tid et moderne sted, hvor forstanderen satte sig for at undersøge, hvad de her børn egentlig kunne finde ud af. Da Einer blev indlagt, havde han ikke noget sprog. Han kunne kun sige vokaler, han kunne ikke selv tage tøjet af og på, han var urenlig, men dog fredsommelig.
ANSTALTEN FANDT
dog hurtigt ud af, at Einer interesserede sig for at vaeve og rulle garn.
– Jeg har fået en komplet udviklingshistorie, fordi Bakkehuset skrev dagbøger og udviklingsrapporter, så alt, jeg ved om Einer, det har jeg dokumentation for, forklarer Per.
Vaevningen blev beskrevet som en beroligende indflydelse på hans moralske svagheder. Hans mor gav også udtryk for, at Einer gik lidt frem i ’fattevne’. Livet ville dog ikke Einer det godt, og i 1913 døde han som 21-årig af blodmangel.
– I hans sygejournaler står der, at han lider af blodpis. Det gør han i et halvt år, så han til sidst får blodmangel, og laegevidenskaben er ikke så fremskreden, at der kan gøres noget. I dag ville han vaere overlevet, ingen tvivl om det.
PER ANERKENDER,
at hans slaegtsforskning er blevet gjort lettere på grund af hans efternavn. Det har også hjulpet, at der har vaeret så mange interessante historier i hans slaegt.
– Min kones familie er røvkedelig. De stammer fra Langeland, og de blevet født, konfirmeret, gik på arbejde, og så er de døde. Det er bondefamilier. De har aldrig vaeret i kontakt med det offentlige, så der er ikke nogen historie på dem.
Tilfaeldigheder kalder Per mange af de ting, som han har fundet frem til gennem årenes løb.
– Hvis jeg var troende, ville jeg tro, at der var en gud, der viste mig på vej, for hold op, hvor har jeg vaeret heldig.
DER ER DOG
også stor tålmodighed og systematisering bag de mange navne, der er blevet sat ansigt på. Og det er ikke altid, at der er noget at glaede sig over, når man sidder med hovedet nede i gamle arkivalier.
– Lige så heldig jeg har vaeret, lige så meget tid har jeg vaeret på arkivet. Så har jeg brugt en hel dag og ikke fået en skid med mig hjem, hvor jeg til sidst taenker, at nu gider jeg ikke mere, for jeg har brugt fem-seks timer, og der er ikke noget, jeg kan bruge. Nu er det slut. Men alligevel bliver jeg tiltrukket af det, og den dag, hvor du alligevel får en ny oplysning, så taenker du ’Yes, så faldt der nogle brikker på plads i puslespillet’.