Jespers far: Der var så meget, vi ikke nåede

Det var hårdt for Jesper Juls naermeste at se øjeblikket på video-overvågningen, hvor deres søn, bror og kaereste blev skudt og faldt om på jorden.

Faderen, Villy Jul, udbrød stille og vantro: ’For satan’, mens Jespers mor måtte tørre øjnene med sit lommetørklaede, og der lød hulk blandt de mange tilhørere.

– Jeg så kun videoen med et halvt øje. Jeg har da set ham falde omkuld i karatekampe – men ikke for evigt, konstaterer den aeldre mand stille til Ekstra Bladet i den efterfølgende pause.

Han skifter mellem at smile ad minderne om sønnen, der var far til to og en papsøn, og få tårer i øjnene over visheden om, at sønnen er taget fra dem.

Smerten indeni

Han håber, at han finder en ro i kroppen, når sagen får sin afslutning, selv om sorgen aldrig forsvinder.

– Der er et eller andet i kroppen, der ikke var der før, siger han.

Den tiltalte har han ikke mange ord om.

– Jeg har ikke nogen fornemmelse for gerningsmanden eller hans forsvarer. Det er fuldstaendig ligegyldigt, hvad systemet gør. Han kommer aldrig til at betale for den smerte, vi har indeni og har haft fra morgen til aften i et år og ni måneder, siger han.

– Er det første gang, du ser ham?

– Ja. Min kone ville egentlig ikke med, men jeg sagde, at når sagen er faerdig, så er det for sent. Der er kun én mulighed. Og når dommen falder, så kan vi måske lukke bogen. Der er jo noget, der ripper op i det hele tiden, ud over at vi selv taenker og snakker om det hver dag, siger han.

Han husker stadig tilbage på den frygtelige tid i december sidste år, efter at Jesper blev draebt.

Mens de var i graenseløs sorg, oplevede Villy Jul, at verden gik videre uden for deres hule. Folk gik og købte rødkål og flaeskesteg, fordi de skulle holde jul.

– Man kunne se, at tingene gik videre, siger han.

Han bearbejder tabet i en sorggruppe, og begge foraeldre bruger Jespers gravsted på Solrød Kirkegård meget. Så sidder de på en stenbaenk og mindes ham.

– Min kone kører op til kirkegården hver dag. Det er et nydeligt gravsted. Og han fik en flot afsked. Havde han dog bare vaeret her, siger Villy Jul, der selv er der to-tre gange om ugen.

– Somme tider kører jeg lidt flex-trafik, så når jeg runder svinget ved Solrød Kirkegård, så siger jeg ’Hej Jobbe’, fortaeller han.