Robert, Ansigt til ansigt afslører jeg det tomme rum der gemmer sig. – Edmond

anden ungkarl der havde fordømt monogami som “en fornaermelse mod evolutionen” og i årenes løb havde ladet sig fotografere sammen med et bredt udvalg af supermodeller.

I betragtning af Kirschs ry som nyskabende computerforsker var det naerliggende at forestille sig ham som en indadvendt tekniknørd. Men i stedet havde han iscenesat sig som et moderne popidol der plejede omgang med berømtheder, gik klaedt i den seneste mode, hørte obskur undergrundsmusik og havde opbygget en uvurderlig samling af impressionistisk og moderne kunst. Kirsch mailede ofte til Langdon for at få råd om nye kunstvaerker, han overvejede at føje til samlingen.

smilede

Billedet havde kaldt smilet frem hos Langdon – det var en fiks hentydning til en episode som Langdon et par år forinden havde vaeret involveret i. I tomrummet mellem de to ansigter opstod omridset af en drikkekalk, et gralsbaeger.

Nu stod Langdon så uden for museet og var ivrig efter at finde ud af hvad hans gamle elev havde taenkt sig at offentliggøre. En let brise greb fat i hans kjoleskøder da han fortsatte hen ad cementgangen ud mod den snoede flod Nervión der engang havde vaeret livsnerven i en driftig industriby. Der hang en svag lugt af kobber i luften.

Da Langdon kom rundt om en krumning på stien, dristede han sig endelig til at se op på det maegtige, skinnende museum. Ved første øjekast var bygningen umulig at overskue. I stedet lod han blikket glide frem og tilbage i hele dens bredde med alle de bizarre, aflange former.

Guggenheimmuseet i Bilbao i Spanien lignede noget der kunne vaere udtaenkt af et rumvaesen – en svimlende samling skaeve, metalliske former som tilsyneladende var sat naesten tilfaeldigt sammen. Den kaotiske klump af former strakte sig langt ud i det fjerne og var beklaedt med over tredive tusind titaniumplader der glimtede som fiskeskael og fik konstruktionen til at virke organisk og ikkejordisk på samme tid, naermest som var et søuhyre fra fremtiden kravlet op af vandet for at sole sig på flodbredden. Ved indvielsen af bygningen i 1997 havde

hyldet arkitekten Frank Gehry for at have tegnet “et fantastisk drømmeskib af bølgende former iklaedt en kappe af titanium”, mens andre kritikere rundt om i verden jublede: “Vor tids største bygningsvaerk!” “Uforudsigeligt geni!” “En forbløffende arkitektonisk bedrift!”

Siden museets åbning var der blevet rejst masser af andre “dekonstruktivistiske” bygningsvaerker – Disney-koncertsalen i Los Angeles, BMW World i München og sågar også det nye bibliotek på Langdons eget gamle universitet. Hvert eneste af dem var radikalt ukonventionelt af udseende og konstruktion, og alligevel tvivlede Langdon på at nogen af dem kunne måle sig med Guggenheimmuseet i Bilbao, når det kom til rendyrket chokeffekt.

Efterhånden som Langdon kom naermere, syntes den flisebelagte facade at forandre sig for hvert skridt og vise en ny personlighed fra hver eneste ny vinkel. Nu blev også museets mest dramatiske illusionsnummer synligt. Fra dette perspektiv syntes den enorme bygning utroligt nok helt bogstaveligt at flyde på vandet i skikkelse af en enorm “uendelighedslagune” der slikkede op ad museets ydervaegge.

Langdon blev stående et øjeblik for a beundre virkningen og begyndte så at krydse lagunen ad en minimal gangbro hen over den glitrende vandflade. Han var kun nået halvvejs over da han blev forskraekket af en høj, hvaesende lyd. Den kom nedefra. Han standsede brat op netop som en hvirvlende tågesky begyndte at strømme ud under gangbroen. Det tykke slør af tåge steg op omkring ham og drev derefter ud over lagunen, bølgede hen mod museet og omsluttede hele bygningens fundament.

taenkte Langdon. Han havde laest om vaerket af den japanske kunstner Fujiko Nakaya. Det revolutionerende ved “skulpturen” bestod i at den var opbygget med synlig luft som medium, en mur af tåge der dukkede op og opløstes igen; og da vinden og de atmosfaeriske betingelser aldrig var de samme to dage i traek, blev skulpturen også forskellig hver gang den viste sig.

Broen holdt op med at hvaese, og Langdon så tågemuren laegge sig langsomt over lagunen hvor den rullede snigende frem som var den et taenkende vaesen. Virkningen var både overjordisk og desorienterende. Nu syntes hele museet at svaeve oven over vandet og hvile vaegtløst på en sky – som et fortabt spøgelsesskib langt ude på havet.

Netop som Langdon skulle til at gå videre, blev den rolige vandoverflade brudt af en raekke små udbrud. Pludselig skød fem flammende ildsøjler op fra lagunen, tordnede som raketmotorer gennem den tågede luft og udsendte strålende lysglimt over museets titaniumplader.

Langdons egen smag inden for arkitektur gik mere i retning af den klassiske stil på museer som Louvre eller Prado, men når han så tågen og flammerne svaeve hen over lagunen, kunne han alligevel ikke forestille sig noget sted vaere bedre egnet end dette ultramoderne museum til at udgøre rammen om en begivenhed med en mand som vaert, der både elskede kunst og nytaenkning og havde så godt blik for fremtiden.

Nu gik Langdon videre gennem tågen og skyndte sig frem mod indgangen til museet – et ildevarslende sort hul i øglekonstruktionen. På vej hen mod døråbningen fik Langdon en ubehagelig fornemmelse af at vaere på vej ind i gabet på en drage.