TIL POLEDANCE
I
klarer den naeste øvelse, kravler Signe Jans Farver op i en af pole-staengerne.
Da hun når toppen, slipper hun med begge haender og giver et stort tandløst smil til sit spejlbillede.
– Jeg har gået til gymnastik, men ’Monkey Club’ er meget sjovere, fordi jeg får lov at klatre. Da jeg gik til gymnastik, måtte man ikke klatre op i ribbene, fortaeller Signe Jans Farver.
Voksnes fordomme
Foraeldrene sidder og venter, mens traeningen er i fuld gang.
Enkelte kigger ind ad den åbne dør, mens andre sidder udenfor i det lumre gråvejr. En af dem er Anna Geppel, mor til Thias Geppel på syv år.
Da hun så tilbuddet om et børnehold på Facebook, tilmeldte hun straks sin søn.
– Det tiltalte mig, fordi jeg altid selv har haft et ønske om at gå til poledance. Traeningen handler både om styrke og smidighed, og så skal man bruge hele kroppen. Det passer bare enormt godt til Thias, siger hun.
Anna Geppel er dog klar over, at pole-fitness og børn for nogle kan lyde forskruet og upassende.
– Det er de voksnes fordomme og ikke selve sporten, der er et problem. Hvis nogen seksualiserer pole-fitness, når der er børn indblandet, er det dem, der er noget galt med, fastslår hun.
Vi kaster et hurtigt blik ind på Thias Geppel, der til lyden af sommerhittet ’Despacito’ er i fuld gang med at svinge begge ben op ad polestangen.
Manøvren ender med, at drengen står halvt på haender og halvt på hovedet med stangen som ryglaen – øvelsen er hverken elegant eller sexet.
– Jeg vil nødig have, at folk tror, mit barn går til striptease, for det er det jo ikke. Derfor praesenterer jeg altid sporten som luftakrobatik for at afmystificere det. Men på den anden side synes jeg ikke, at stripindustrien skal have monopol på, hvem der må lave kunster i en pael, konkluderer Anna Geppel.
Og der er bred enighed i foraeldregruppen.
– Det vigtigste er, at Signe laver noget, hun er glad for – og hvis hun gerne vil gå til Monkey Club, støtter jeg hende i det, siger Per Farver.
Stripindustrien skal ikke have monopol på, hvem der må lave kunster i en pael