NYHEDER DE HADER
I . SANDHEDEN OM KONFLIKTEN: Krisen mellem DBU og Spillerforeningen har aldrig vaeret større – men den kommer ikke som en decideret overraskelse for dem, der kender parterne indgående
Det er vanskeligt at lufte den rød-hvide klaphat for tiden.
For selv om der har vaeret stor optur over Åge Hareides troppes to sejre i EM-kvalen først på måneden, så trak mundvigene på de danske roligans hurtigt sydpå, da DBU havnede i strid med kvindelandsholdet.
Det betød aflysning af EMrevanchen mod Holland – og i sidste instans er VM-kvalifikationen mod Ungarn på tirsdag også i fare.
Der skal i hvert fald turboforhandlinger til i weekenden, hvis Danmark ikke også må melde afbud mod Ungarn og dermed skyde en hvid pind efter VM i Frankrig i 2019 – ligesom kvinderne formentlig også bliver udelukket fra at deltage i den efterfølgende EM-kvalifikation.
Et helt utroligt scenarie – men hvordan er det kommet så vidt?
På hver sin side af bordet sidder DBU og Spillerforeningen. Det har de gjort mange gange – og det er her, problemets kerne skal findes.
For de to lejre er ikke på julekort med hinanden.
Ekstra Bladet har talt med en raekke personer med indgående kendskab til både Spillerforeningen og DBU. Faelles for dem er, at de peger på, at forholdet mellem de to parter er iskoldt. De hader med andre ord hinanden.
Der er ikke mange, der kan finde på positive superlativer om DBU-ledelsen personificeret ved direktør Claus Bretton-Meyer og formand Jesper Møller.
Således har landsholdsanfører Simon Kjaer – og før ham Daniel Agger – flere gange vaeret ude med kritik af unionen, som spiller ne decideret følte sig modarbejdet af. Men der er bestemt heller ikke udelukkende ros til Spillerforeningen, der tegnes ved direktør Mads Øland.
Vil bestemme alt
Flere peger på, at han har en konfrontatorisk stil, og at han ikke er meget for at lytte til argumenter fra den anden side. Ja, en enkelt siger ligefrem, at Øland vil bestemme alt i dansk fodbold.
Det billede kan Mads Øland ikke selv genkende.
– Det kan jo ikke rigtig lade sig gøre. Og jeg er da ked af at få sådan et skudsmål, for det betyder jo, at jeg er en dårlig direktør for spillerne – og det mener jeg ikke, at jeg er.
– At jeg ikke vil lytte til den anden side kunne i mine øjne ikke vaere mere forkert. Min indstilling er, at jeg som spillernes mand skal opnå de bedste resultater for dem. Og det gør jeg jo netop ved at snakke med modparten og finde en løsning, siger Mads Øland.
Peter Bonde, der selv er tidligere formand for Spillerforeningen, har som tidligere assistenttraener for herrerne og landstraener for kvinderne, et godt kendskab til miljøet indefra, og han omtalte torsdag i en podcast forholdet mellem parterne som hadsk.
Det står han ved, da Ekstra Bladet kontakter ham og beder ham om at beskrive forholdet mellem parterne.
– Det kommer til at fylde meget, at der sidder nogle ganske få personer i Spillerforeningen, som saetter dagsordenen, og det er klart, at Mads Øland er den store her. Han lever af det og er dygtig til det.
– De sager, der har vaeret mellem ham og DBU, gør, at
De sager, der har vaeret mellem Øland og DBU, gør, at de nok ikke tager hinanden med i deres aftenbøn
de nok ikke tager hinanden med i deres aftenbøn. Det er ikke kun DBU, der er fjenden. Det er to størrelser, som står over for hinanden, der har en faelles historie. Nogle gange mister de måske fornuften.
– Spillerne bliver styret med stram hånd fra Spillerforeningen, men der ligger et eller andet form for kollektivt pres. Der går jura og regler i det i stedet for at kigge på spillernes behov, siger Peter Bonde.
En anden tidligere formand for Spillerforeningen er Peter Møller. Han kan nikke genkendende til, at DBU og Spillerforeningen ofte ryger i totterne på hinanden. Men han fremhaever, at det er en del af spillet.
– Jeg vil ikke kalde det en magtkamp. Men det er klart, at vi har med to parter at gøre, hvor det handler om at få den bedst mulige aftale, siger han.
Skift i 1999
De to parter har ikke altid vaeret på kollisionskurs. Tilbage i 80’erne, da dansk fodbold oplevede sin første storhedstid, var der ikke den store økonomi mellem parterne og derfor ikke de store gnidninger.
Men det kom stille og roligt.
Jim Stjerne Hansen var DBU’s generalsekretaer fra 1988 til 2013 og har derfor vaeret med til mange forhandlinger – fra midten af 90’erne med Mads Øland.
Stjerne Hansen ønsker ikke at blive taget til indtaegt for et skudsmål af Mads Øland, men han erkender dog, at han i sin tid bemaerkede et stemningsskift parterne imellem.
Det kom, efter at Mads Øland og Spillerforeningen i 1999 indgik sin første overenskomst med Divisionsforeningen.
– De første mange år, jeg var med, var forholdet ret godt. Men den landvinding, Mads fik ved indgåelsen af overenskomsten, rykkede ved det. Og så begyndte han at ville have noget tilsvarende på landsholdssiden, siger Jim Stjerne Hansen.
Et af de helt centrale krav fra Spillerforeningen ift. den nye landsholdsaftale er netop, at der bliver tilføjet overenskomstmaessige elementer.
Således ønsker spillerne, at DBU fremover bliver decideret arbejdsgiver med de forpligtelser, der hører med.