TILBAGE PÅ TOPPEN
Håndboldstjernen Burgaard var kørt helt i bund
Louise Burgaard traener med – hun kan bare ikke skyde!
FCM-flaekkeren blev flået i armen under et skud for ti dage siden mod Nykøbing Falster, og nu koster en irriteret slimsaek med stor sandsynlighed begge landskampe i VM-kvalifikationen mod Slovenien og Island.
Dermed er det stadig 21 måneder siden, den spraelske back har spillet en betydende landskamp. Alligevel kan det naesten ikke måles, hvor meget bedre hun har det, end det var tilfaeldet i månederne efter VM-slutrunden i Herning.
Dengang blev en presset og stresset Louise Burgaard sygemeldt og siden skaermet fuldstaendig af fra omgivelserne. I dag nyder hun at vaere med igen, selv om skulderen aergrer:
– Jeg har aldrig bøvlet med skulderskader før. Nu syntes jeg ellers lige, det gik så godt, og så … Man kan jo aldrig helt undgå akutte skader, men det er da bare pissetraels, siger Louise Burgaard.
– Hvordan har det vaeret at vaere vaek så laenge?
– Haha, uha, det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til. På den ene måde var det naturligt, for det var sådan, det var i den periode. Men mest af alt er jeg bare utroligt glad for at vaere her igen.
– Fordi du har savnet det? – Ja, for fanden!
– Nu må du jo selv bestemme, hvor meget du vil fortaelle – men hvad var det, der holdt dig vaek?
– Det vil jeg helst ikke ind på. Det synes jeg ligesom, jeg har …
– Håndbold-stress?
– Jeg ved ikke, hvad man skal kalde det. Folk tror jo mange maerkelig ting, men det helt reelle var faktisk bare det, der blev meldt ud: At jeg var kørt i bund.
– Batterierne var fuldstaendigt flade?
– Ja, det var de! Jeg havde mange høje mål for håndbold og alt udenfor, men nu er jeg et sted, hvor det ikke laengere er noget, jeg gider bruge krudt på at snakke om.
– Har du så fået justeret på forventningerne til dig selv?
– Man bliver jo aeldre, og man laerer sig selv bedre at kende. Jeg er blevet bedre til at sige fra, jeg er blevet bedre til at maerke, hvordan min krop har det, og tage beslutninger ud fra det.
– Jeg følger ikke laengere for alt i verden et skema, men vurderer, hvordan jeg har det – og så traener jeg efter det. Jeg har det mål, at det skal vaere fedt at spille håndbold.
– Det kan jeg sagtens saette mig ind i. – Det kan du? – Jeg kender da folk, der stiller meget høje krav til sig selv
Man kan jo aldrig helt undgå akutte skader, men det er da bare pissetraels
Jeg er blevet bedre til at sige fra, jeg er blevet bedre til at maerke, hvordan min krop har det, og tage beslutninger ud fra det
og er perfektionister, som du vel er? – Ja, meget!
– Så skubber man vel en sten foran sig?
– Ja, i hvert fald, hvis man føler, men ikke helt lever op til sine mål, så bliver det lidt tungt. Nu vil jeg bare prøve at tage det lidt mere stille og roligt. Jeg glaeder mig lige nu sindssygt til hver eneste håndboldtraening, og det er jo fantastisk.
– Har du så også skruet ned for noget af det, du lavede ved siden af håndbold?
– Hmm. Nae, for det, jeg har ved siden af, er faktisk vigtigt for mig for bl.a. at få tankerne lidt vaek, siger Louise Burgaard, der laeser international handel og markedsføring på Erhvervsakademiet i Aarhus.
– Men jeg er måske blevet bedre til at anerkende, at jeg har behov for at slappe af. Det er vigtigt at restituere og sørge for, det hele ikke kører på det højeste blus hele tiden.
– Er du kommet staerkere ud efter krisen?
– Det ved jeg ikke. Livet går op og ned, men jo – det er da dejligt at vaere på den anden side, men når jeg taenker mig om oven på det forløb, så er det egentlig bare sådan, det var, og jeg har heller ikke lyst til sådan noget følelsesporno om, at ’hun var helt nede at skrabe bunden, men nu kører det bare hu-hej’. Det gider jeg ikke.
Jeg har det mål, at det skal vaere fedt at spille håndbold