Mulighed for at droppe retsmødet

Der kan vaere flere grunde til, at en arrestant vaelger en såkaldt frivillig fristforlaengelse.

Det siger de erfarne strafferetsadvokater Gitte Juul Jensen og Henrik Stagetorn. De er ikke inddraget i ubådssagen, men forklarer generelt:

– Hvis også landsretten i en sag har sagt, at der er en begrundet mistanke mod dig, og du derfor skal sidde faengslet, så er der ikke mange chancer for, at en byretsdommer – få uger efter – siger, at du skal løslades.

– Nogle klienter siger til mig, at de ikke gider spilde deres tid, for de ved, at dommeren ikke vil løslade dem, siger Gitte Juul Jensen, men understreger, at det er vaesentligt for klienten at høre, hvad anklageren fremlaegger af nyt i sagen. At det kan vaere et argument for, at et retsmøde bliver afholdt.

– Og hvis der er nyt, som kan stille sagen anderledes, så vil klienten og advokaten naturligvis altid gå i retten og forsøge at få den faengslede løsladt.

Gitte Juul Jensen siger, at der i løbet af en faengslingsperiode kommer et vigtigt spørgsmål om proportionalitet. For der er regler for, hvor laenge man kan sidde varetaegtsfaengslet i forhold til, hvilken straf man risikerer at få.

Taktisk overvejelse

Advokat Henrik Stagetorn siger, at der kan ligge en taktisk overvejelse bag beslutningen om, hvorvidt man skal gå i retten til hver en fristforlaengelse eller vente et par gange:

– Man kan vente på, at der kommer noget, som muligvis kan afsvaekke mistankegrundlaget. Der kan for eksempel vaere noget i de kriminaltekniske rapporter. Og så hugger man til og går i retten til fristforlaengelse og taler for løsladelse. Det kan virke staerkere, end at man har vaeret der og talt for det hver gang.

Forsvareren anbefaler

Forsvarsadvokaten Mette Grith Stage anbefaler som regel sine klienter at lade sig fristforlaenge frivilligt – også selv om de naegter sig skyldige.

– Når jeg vurderer, at der ikke er udsigt til løsladelse, og derfor anbefaler en klient at lade sig fristforlaenge frivilligt, er det, fordi jeg ikke synes, at det gavner klientens sag, at anklageren over for dommeren får mulighed for at fremføre sine argumenter for, hvorfor der er en begrundet eller saerlig bestyrket mistanke mod klienten, siger hun og tilføjer, at det jaevnligt sker, at den dommer, som har alle fristforlaengelserne i varetaegtsfaengslingsperioden, også skal dømme i den endelige retssag.

– Selv om dommeren og meddommerne selvfølgelig skal vurdere sagen helt objektivt under retssagen, hvor der jo også kraeves egentlige beviser for at dømme den tiltalte, og ikke blot en begrundet mistanke, som skal til for at varetaegtsfaengsle, så tror jeg ikke, at man kan udelukke, at det – bevidst eller ubevidst – kan have en betydning for vurderingen, hvis dommeren hver fjerde uge gennem måske et helt år har hørt anklagerens argumenter og forlaenget varetaegtsfaengslingen. Så er det måske ikke helt så nemt at frifinde. Dertil kommer, at dommeren under fristforlaengelser får indsigt i forklaringer fra for eksempel anonyme vidner, som ikke kan bruges under retssagen, og hvor dommeren således skal glemme denne viden igen, siger Mette Grith Stage.

Nogle klienter siger til mig, at de ikke gider spilde deres tid, for de ved, at dommeren ikke vil løslade dem