PÅ STRIBEN

Det er isaer fedt at se dem starte. En stor, fed, dyr bil kan tabe til en mindre bil, hvis chaufføren ikke kan finde ud af at køre den. For man kan ikke nå at hente modparten på de korte straekninger, siger Martin Larsen, som kørte gaderaes som ung. Nu er han en af de mange, som bruger flere af sine fredage og lørdage på striben.

– Det at køre er faktisk ikke så spaendende, som at se på. Man får også adrenalin i kroppen af at vaere tilskuer, det er fedt.

Lidt vaek står en gruppe maend og et par enkelte kvinder samlet. De vil vaere anonyme.

– Kører I om penge?, spørger vi.

En griner, en anden vender ryggen til. En svarer:

– Der foregår ting i undergrunden, som vi ikke kender til. Ja, måske gør nogen det, svarer han. Han vil ikke ud med sit navn. Man kan dog let se, at der bliver aftalt spil mellem kørerne og deres venner. 'Bedst ud af tre, bliver der råbt. Satser man på den rette, kan det hurtigt blive en meget sjovere aften.

Striben lukker aldrig

Stribens kørebane er i dag målt op til 201 meter. Andre gange er den 402 meter. Vi er i nordhavnen i København på en helt øde vej uden privat beboelse og uden at vaere til gene.

Adrenalinsuset, som kørerne opnår, er tydeligvis sjovt, selv om det er kort

– Det er faktisk farligst, når den er lang, for så kommer bilerne op i endnu højere fart, og skal nå at bremse op, før de rammer enden, får vi fortalt, mens vi ser bilerne drøne af sted. Adrenalinsuset, som kørerne opnår, er