Risikerer dødstrusler
Et oplagt spørgsmål at stille Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er, hvorfor der skulle gå otte år, før de stod frem i offentligheden og fortalte om deres parforhold.
Hvis spørgsmålet er åbenlyst, så er svaret det også, fortaeller Christinna.
– Efter OL-finalen sidste år var vi så jublende lykkelige, at vi havde lyst til at fortaelle det der. Men vi ville gerne have, at det skulle fortaelles rigtigt. Samtidig har vi ikke haft lyst til at sige noget, før vi havde bevist, at vi var gode nok på badmintonbanen, siger hun.
– Vi ville ikke vaere kendt som ’kaeresteparret’, der også spiller damedouble sammen. Vi ville første anerkendes for vores sportslige resultater, og det synes vi nu at have slået fast, siger hun.
Reaktionerne i Østen
Chancen bød sig nogle uger efter OL, hvor Forlaget Legimus fra deres hjemstavn i Nordjylland henvendte sig med henblik på at skrive en bog.
Så var pigerne heller ikke i tvivl laengere.
En anden tvivl har så overtaget i takt med bogens tilblivelse.
For hvordan vil den blive modtaget? Og hvordan vil den blive modtaget i Asien, hvor damedoublen har en kaempe fanskare?
Tidligere på året oplevede kollegaen Mathias Boe at blive lagt for had efter at have udført en lidt for provokerende attitude under en kamp i Jakarta.
– De (fansene, red.) er blevet mere aggressive. De gik helt amok over Mathias Boe. Det overraskede mig.
– Så hvordan mon det bliver, når det her bliver offentliggjort, spørger Kamilla retorisk.
En stor del af parrets fans er indonesere. 90 procent af landets befolkning er muslimer, og homoseksuelle har det ikke altid lige let i det enorme land i Sydøstasien. Derfor er Christinna og Kamilla spaendte på reaktionerne.
– Vi rejser i lande, hvor vi er usikre på, om det er anerkendt og respekteret, at man danner par med en af sit eget køn.
– Skulle det komme dertil, at vi føler os utrygge ved at besøge det pågaeldende land, så vaelger vi turneringen fra, siger Christinna.
Det føler de, de kan, fordi de ikke laengere er unge og på jagt efter store resultater.
Resultaterne har de i bagagen, og de kan tillade sig at takke nej til bestemte turneringer, hvis de pludselig finder ud af, at sikkerheden er i fare.
– Det vaerste ville vaere dødstrusler. Og ’hvis I kommer til vores land, så kan vi ikke garantere jeres sikkerhed’ – det er vores frygt. Vi aner ikke, hvordan det bliver, siger Kamilla.
Skulle det komme dertil, at vi føler os utrygge ved at besøge det pågaeldende land, så vaelger vi turneringen fra