Betjente giver babys korte liv mening
46-årige Signe Back glemmer aldrig de to betjente, der hjalp hende under og efter den tragiske ulykke, hvor hun mistede sin datter
Første gang Signe Back ser de to betjente, kommer de løbende mod hende. Den ene løfter naensomt hendes livløse 16 måneder gamle datter ud af armene på hende.
Hun ved ikke hvor laenge, hun har siddet der i grøften. Hun har forsøgt at give hjertemassage og mund til mund, men instinktivt ved hun det godt. Josephine er død.
Det er juledag 2004, og Signe Back er på vej hjem fra julefrokost hos familien. Hun har vundet chauffør-tjansen og har af samme grund vaeret på vandvognen hele dagen. På bagsaedet sidder hendes datter Josephine, der er fastspaendt i en autostol.
Et barn burde graede
Da Signe Back saetter sig bag rattet, ved hun godt, at det er glat. Derfor lister hun afsted i den mørkeblå BMW, men da de når Vestskovvejs bløde sving, skrider bilen ud, skøjter rundt i otte-taller og stopper først, da den frontalt rammer en modkørende.
– Jeg kigger ind til Josephine, og hun graeder ikke. Det undrer mig. Et barn burde graede, når der sker noget voldsomt. Hun sidder bare med åbne øjne og stive pupiller.
Den første laegeambulance kan heller ikke bremse på den spejlglatte vej og standser først, da den rammer et andet redningskøretøj.
– Det er sgu for glat, vi lukker hele politikredsen, hører hun en af betjentene sige over radioen.
Hun har mistet sine briller og alting er sløret, men stemmen husker hun.
Kaempede forgaeves
Imens kaemper laegerne forgaeves for Josephines liv. Signe Back ringer til sin mor og siger, at Josephine er død, men det er først meget senere – på hospitalet – at nogen fortaeller det til hende.
– Hun var et ønske-, ønske-, ønskebarn fortaeller 46årige Signe Back i dag i hjemmet på den københavnske vestegn, mens hun saetter vand over til te. Foran det lille raekkehus står en ladcykel, og på køkkenvaeggen haenger tre naesten identiske billeder af bør n på samme alder. De smiler og har mad smurt ud i hovedet. Den ene er Josephine og de to andre hendes søskende, der er kommet til senere.
I tiden efter ulykken forsøger Signe Back at samle brikkerne. Hun taler med alle, der på den ene eller anden måde har haft berøring med ulykken. Blandt andre sygeplejersken, bedemanden og praesten. Hun får også kontakt til Jesper, der var den ene af de to betjente. Selv om hun hvert år afleverer en julekurv på politigården, finder hun ikke frem til den sidste betjent.
Det er først 13 år senere, da en betjent i programmet Politiradio på Radio24syv fortaeller om en ulykke ved juletid, hvor en lille pige blev slået ihjel, at Signe Back finder frem til ham. Stemmen er den samme, der efter ulykken lukkede politikredsen på grund af isglatte veje.
I programmet fortaeller betjenten, hvordan han hvert år blev trist, ked og irritabel på årsdagen for ulykken, men også hvordan han i dag bruger oplevelsen, når han ved siden af politijobbet arbejder som terapeut for betjente med posttraumatisk stress. Noget, der glaeder Signe Back.
– Der er ikke noget, der kan bringe Josephine tilbage, men hendes liv får ny vaerdi, hver gang hendes historie bliver fortalt, og det er er smukt, hvis hendes historie kan hjaelpe andre. Så giver hendes korte liv så meget mere mening, siger Signe Back.
Jeg kigger ind til Josephine, og hun graeder ikke. Det undrer mig