Savner brun sovs og rene veje

Den ’store general’, som han kaldes, har travlt, lader han forstå. Praecist med hvad er uklart.

Selv en sikkerhedschef som Fisfis har en chef, og under interviewet får han sin assistent til at finde på undskyldninger for ikke at tage telefonen, da hans egen boss ringer. Et møde skal tilsyneladende finde sted.

– Føler du, at du har et bedre liv her end i Danmark?

– Jeg var glad derovre (i Danmark, red.). Jeg havde det godt, og jeg har det godt her. Jeg siger det aerligt, lyder det diplomatiske svar, samtidig med han slår ud med armene. Hvad savner du i dag ved Danmark?

– Alt. Hvorfor? Jeg har boet der i over 20 år. 18 udenfor og fem år i faengsel.

– Jeg er glad her i Libanon og har boet her i mange år. Men alligevel savner jeg alt: Maden. At vejene ikke er beskidte. Danskere er meget rolige mennesker. Ikke som her. Jeg savner brun sovs og hotdogs. Med kylling! fastslår den 47-årige Fisfis.

Chefen ringer igen. Assistenten prøver nu at forklare, at Fisfis ikke er til stede. To minutter efter ringer chefen igen og kalder assistenten en løgner.

Det får både assistenten, Fisfis og tilsyneladende også chefen til at grine.

– Føler du dig som dansker? Har du nogensinde følt dig som dansker?

Fisfis bliver eftertaenksom, ryster så på hovedet og smiler lidt undskyldende: – Ikke rigtig. Og så skal han af sted. Til hvad ved vi ikke, men vi bliver venligt ført ud og forbi de to umage køjesenge i forlokalet og ud til Shatilas hverdag igen.

Mahmoud Khalil Salem viser os mod udgangen. Med et løfte om at mødes igen to dage senere.

Det holder han dog ikke. Men allerede to minutter senere indhenter han os. Nu på sin scooter, hvorfra han får råbt et ’hej-hej’ – og så lige husker at daekke pistolen i bukselinningen med sin Tshirt, inden han forsvinder ud i Beiruts gader.