Skraemmende god
Dejan Cukic leverer en pragtpraestation i ’Fantasten’, der er et comeback af dimensioner
Dejan Cukic er faenomenal i rollen som ludomanen Claus i den nye danske film ’Fantasten’. Instr.: Christian Dyekjaer Medv.: Dejan Cukic, Oscar Dyekjaer Giese, Janus Nabil Bakrawi, Nanna Finding Koppel m.fl. 97 min. Premiere i 45 biografer landet over Instruktøren Christian Dyekjaer har senest gjort sig bemaerket med den glimrende børnefilm ’Fuglejagten’ (2012), men den aktuelle ’Fantasten’ er bestemt ikke for børn eller sarte sjaele.
Der er tvaertimod tale om en rejse ind i sindets mest dunkle afkroge – derinde hvor den lystfyldte passion bliver forvandlet til et altødelaeggende og graenseløst begaer.
Vi følger den på overfladen succesfulde bilsaelger Claus (Dejan Cukic), der tilbringer sine aftener og naetter på kasinoer og noget mere suspekte spillebuler.
Han finansierer sin ludomani ved at saelge dyrt ekstraudstyr til bilerne uden om de officielle kanaler.
Ludere og coke
Pludselig opsøges han af sin voksne søn Silas (Oscar Dyekjaer Giese), som han ikke har haft kontakt med i mange år. Silas rykker ind i fars fede lejlighed og bliver behørigt imponeret af den ekstravagante livsstil med penge, ludere, champagne og coke.
Men snart vender bøtten. I den grad. Hvordan skal selvfølgelig ikke afsløres her.
Hvis man skal udsaette noget på det ellers glimrende manuskript, er det, at Claus’ nedtur naesten opstår for brat. Jeg ved godt, at man siger, at en ulykke sjaeldent kommer alene, men her kommer de altså i kaskader over få dage.
Det kan man dog godt se gennem fingre med, da alt andet fungerer ganske overbevisende. Det gaelder ikke mindst Dejan Cukic i den altdominerende hovedrolle som manden, der i den grad lever op til filmens titel, ’Fantasten’.
Den dansk/serbiske skuespiller har vaeret vaek fra scenen i nogle år, men dette må siges at vaere et comeback af dimensioner.
Spitzenklasse
Han er bogstavelig talt skraemmende god, men formår alligevel at få os til at føle en form for empati med den grundlaeggende usympatiske og utilregnelige Claus, der hiver alle i naerheden med i sit fald.
Der er ganske enkelt tale om skuespilkunst i spitzenklasse, der understreger, at Cukic hører til blandt vores allerbedste af slagsen, så lad os håbe, at han er kommet for at blive.
De andre medvirkende gør det såmaend også udmaerket, men ’Fantasten’ er og bliver Cukics film. Hans praestation bliver blot understreget af det prunkløse formsprog, som i den grad klaeder den stramme forfaldshistorie. En dejligt konsekvent dansk film, der til det sidste tør gå linen helt ud, da selvbedraget ikke laengere kan opretholdes.
Det her er bogstavelig talt et spørgsmål om alt eller intet.
En dejligt konsekvent dansk film, der til det sidste tør gå linen helt ud