Hvor meget vil I piske den her hest, før I erkender, at den er død og ikke rejser sig

JA, HVORFOR

tror ingen laengere, at DDR var det fede samfund? Eller at sten har liv? Eller at deres foraeldre er nazimonstre fra det ydre rum? Eller at Yoko Ono er kunstner (okay, det er der så stadig nogen, der gør, det er åbenbart ikke alt, der er forsvundet)?

Det er et saerligt nutids- og ’politikensk’ faenomen: Centrum-venstreorienterede, der undres over, at forgangne forestillinger om progressivitet ikke

har altid haft samme urørlige status i den kreative klasse, som kongehuset har i Det Konservative

Indtil immuniteten så bare Folkeparti. ikke kan opretholdes, fordi Staden ekskluderer samfundet, og samfundet inkluderer Staden og viser sig at vaere den egentlig rummelige.

Oftest på grund af en konkret afsløring af, at faellesskabets ivrigste fortalere ikke selv praktiserede, hvad de praedikede i storhedstiden i 60’erne,

de kraevede 70’erne og 80’erne. Mens solidaritet med undertrykte og udsatte eksistenser, efterlod de deres egne børn frysende, fortvivlede og brødflove i mørket.

svare Politiken med et modspørgsmål på det hele: Hvor meget vil

hest, før I erkender, at I piske den her den er død og ikke rejser sig?

Men det skal åbenbart vaere plagsomt omfattende, tidkraevende og langmodigt at gøre op med opfattelsen af verden i 70’erne som progressiv. Som frihedssøgende. Som et vaegtigt alternativt samfund.

For det var som bekendt så ’progressivt’.

naevne munkemarxisterne på universiteterne, hvis ’fremadrettede tanker var at klynge skabere og ejere af virksomheder op i lygtepaelene og overtage deres produktioner.

Og hvad med Røde Mor, Solvognen og Klaus Rifbjerg? Den kaliber af kunstnere har vi simpelt hen ikke laen

algere. Kunstnere, der ved bedre end le andre og virkelig kan tilsvine os, hvormed kunstnernes renhed og progressivitet står klart.

grimme, kapitalistiske globalisering så også ødelagt det? Eller som Thøger Olesen skrev, og Maria Stenz sang i 1973: ’Hvor er alle drømmene, du drømte/og din tro på verden af i går?’

når dagbladet Politiken Jeg elsker, spørger, hvorfor verden ikke laengere er, som avisen foretraekker den.