– Tror du, det ville hjaelpe dig at flytte her fra huset, hvor drabet skete?
– Nej, tvaertimod. Huset er noget af det eneste genkendelige i mit liv, og sket er sket. Lige meget hvor jeg går hen. Det føles ikke dårligt eller utrygt at vaere her. Tine er jo død, og jeg kan hoppe og springe og flytte lige så meget, jeg vil. Det aendrer intet.
– Jeg har siddet og kigget ned i det sorte hul og overvejet, om jeg skulle hoppe. Men det sker ikke. Så ville jeg jo bare overføre min egen sorg, savn og smerte til mine egne mennesker, siger familiemennesket med henvisning til selvmordstanker og det at sende aben videre, som han selv formulerer det, til sine naermeste.
Udtrykket ’mine egne mennesker’ går igen og efterlader ingen tvivl om, at Jens Holtegaard mere end nogen sinde vaerdsaetter sine naermeste i skikkelse af de voksne døtre, stedbørnene Line og Alexander, og hans søster og svoger for at naevne nogle.
– Alexander har det bedst med, at vi ikke taler om det (drabet, red.), men jeg kan godt indimellem naevne over for Line, at hun er lige så smuk som sin mor.
Jens Holtegaard berettede sammen med andre kilder taet på familien i en større artikel i Ekstra Bladet et års tid efter drabet om, hvordan de oplevede tiden op til raedselsnatten.
– Jeg kan kun gentage, hvad jeg har sagt: Vi bad om hjaelp til Lisa, fordi vi i de seneste tre måneder havde set, hvordan hun havde gennemgået en voldsom forandring efter at vaere begyndt at komme i indvandrermiljøet i Frederikshavn.
– Det undrer mig stadig, at Lisas laege fik afslag på en skriftlig henvendelse til ungdomspsykiatrien. Man afslog at tale med Lisa, men henviste hende i stedet til kommunal behandling. Vi føler, vi er blevet groft svigtet af systemet, siger Jens Holtegaard og tilføjer endnu et paradoks i, at Lisas medgerningsmand, Bakhtiar Mohammed Abdullah, opholdt sig illegalt i Danmark.
Ønskede sin mor død
Jens Holtegaard har ikke haft kontakt med Lisa siden drabet og ønsker det aldrig, siger han. Med steddatterens faengselsdom på ni år kan hun i princippet vaere på fri fod om blot tre-fire år.
Jens Holtegaard fulgte både by- og landsretssag fra tilhørerpladserne i retslokalet. Som alle andre så han hverken den ene eller anden gang det mindste tegn på anger hos Lisa. Hun viste kun kortvarigt følelser, da tvillingesøsteren Line slog hånden af hende i landsretten.
– Hvis Lisa ikke havde haft et ønske om, at hendes mor
– Når jeg laeser om ubådssagen med Kim Wall, kan jeg ikke lade vaere med at drage paralleller til drabet på Tine. Begge sager burde kun kunne ske i fiktive, onde spaendingsromaner. Det er ikke til at forstå, at nogle mennesker rummer så megen ondskab.