Krise-knuser i DBU-konflikten
DIF-formand Niels Nygaard vil under ingen omstaendigheder vaere arbejdsgiver for idraetsudøverne
Sara Slotts flotte sølvmedalje ved OL i Rio kaldte en tåre frem hos Niels Nygaard. Mange har kaldt det den største skandale i moderne dansk idraetshistorie. Og der er sikkert endnu flere, som stadig har svaert ved at forstå DBU-konflikten, der førte til, at de danske kvinder ikke stillede op til VM-kvalifikationskampen mod Sverige.
DIF-formanden, Niels Nygaard, måtte på et tidspunkt involvere sig i balladen, som han frygtede var ved helt at køre af sporet.
–
– Der var gnidninger mellem parterne, og derfor havde vi en dialog med LO, DBU og Spillerforeningen, om ikke vi kunne spille en rolle. Det var tydeligt, at de ikke selv kunne tale sig til rette. Sammen med LO var vi med i forhandlingerne i tre-fire uger. Vi nåede faktisk at finde løsninger på 90 procent af det, de skaendtes om, men manglede altså de sidste ti procent for at komme i mål. Hvilket var voldsomt aergerligt i forhold til de vigtige VM-kvalifikationskampe. – – Vi følger med og har en dialog med DBU, men DBU og Spillerforeningen forsøger selv at få de sidste ti procent på plads. Jeg tror, at DBU og Spillerforeningen i løbet af de naeste uger eller måneder kommer i land med de sidste udeståender.
– Hvorfor er det så forfaerdeligt for DBU at vaere arbejdsgiver for spillerne?
– DBU er en forening, en demokratisk organisation bygget op af frivillige idraetsledere, som i udgangspunktet ikke er sat i verden for at drive forretning eller vaere arbejdsgivere for nogle fodboldspillere.
– Desuden har DBU og vi den opfattelse, at det at repraesentere Danmark ikke er et traditionelt arbejdsgiver-arbejdstagerforhold. Der er man udtaget til at repraesentere Danmark, men Niels Nygaard har givet DBU’s formand, Jesper Møller, en hjaelpende hånd i forhandlingerne med Spillerforeningen.
man skal selvfølgelig i det omfang, der er mulighed for det, have et honorar og ordentlige vilkår. Men at det skulle vaere et almindeligt lønmodtager-arbejdsgiverforhold er helt ude i skoven.
– I klubfodbold er det noget andet. Det er ofte aktieselskaber, som skal tjene penge, og det er der, spillerne
har deres daglige gang. På landsholdsplan er det et fejlskud at begynde at regulere det som et lønmodtagerarbejdsgiverforhold.
– Hvis det her spredte sig til vores OL-deltagere, til alle vores forbund, at vi skulle aflønne idraetsudøverne som lønmodtagere, ville der ikke vaere penge tilbage til at udvikle eliteidraetten, og så ville vi ikke vaere repraesenteret ved 16 idraetsgrene ved OL.
– DBU skovler penge ind fra UEFA og FIFA, og landsholdsspillerne på herresiden er mangemillionaerer, hvis forhold ikke kan sammenlignes med roere, atletikudøvere eller bueskytter. Hører DBU til i DIF?
– Ja, fordi DBU bygger på deres foreninger. Også selv om de har flere professionelle udøvere og har flere ressourcer til rådighed. DBU er stadig afhaengig af de mange hundrede frivillige ledere, som gør en kaempe indsats i klubberne rundt om i landet. Det er jo basen for hele Fodbold-Danmark. –
Men stadig får DBU enorme tilskud fra UEFA og FIFA. Burde de penge, som DBU får fra det offentlige, ikke i stedet gå til de mindre forbund i DIF?
– Når jeg synes, at DBU også skal have del i de midler, vi i DIF har at dele ud af, skyldes det, at de hviler på et kaempe foreningsfundament. De penge, DBU får fra os, går til at udvikle breddefodbolden. Pengene, som DBU tjener på herrelandsholdet, går blandt andet til at finansiere kvindefodbolden, Ikke overraskende bruger Niels Nygaard bunker af tid på at følge de danske idraetsfolk. Men saerligt én idraetsgren gør ham blød i knaeene
– Jeg følger så meget med, som jeg kan i alle vores 62 idraetsgrene. Men fordi jeg kommer fra atletikken og selv var elite 1500-meterløber, har atletikken en saerlig plads. Jeg kneb en tåre i Rio, da Sara (Slott, red.,) vandt sølv i haekkeløbet. Det er noget af det største, jeg har oplevet.
– For at vi kan have et godt samfund, skal vi på mange områder have nogen, som skiller sig ud. Det vaere sig politikere, videnskabsfolk og forretningsfolk som skal gøre en saerlig indsats.
– Det gaelder også i idraetten. At vi har nogle udøvere, som viser vejen gennem seriøs traening og slår igennem og bliver verdensstjerner. Og jeg har det selvfølgelig godt, når disse idraetsudøvere også viser sig at vaere hele mennesker. Sådan en som Victor Axelsen er en stjerne i min bog.
– Er det o.k., at spillere som Christian Eriksen og Simon Kjaer får penge for at spille på landsholdet?
– Jeg kan godt forstå, at de skal have penge, at forsikringer er i orden, og at de får en ordentlig fysioterapi-behandling. Det apparat skal vaere 100 procent til rådighed. Jeg har ikke noget problem med, at DBU har aftalt, at en tredjedel af de indtaegter de får fra turneringsdeltagelse, går til spillerne som bonus og honorar.
– Når man ser på, hvilke beløb de bedste spillere tjener i deres klubber, kan de penge, de får for at stille op på landsholdet, synes latterlige, og dem kunne de måske lige så godt undvaere. Men der er trods alt også landsholdsspillere, som ikke tjener så mange penge. For dem betyder det noget.
– Man kunne måske have en vis sympati for den model, de har valgt i Norge, hvor man smider det hele i en pulje og fordeler det ligeligt mellem maend og kvinder. Så ville kvinderne i Danmark blive forgyldt. Men det er noget, spillerne i givet fald selv skulle finde ud af.jaj
Jeg tror, at DBU og Spillerforeningen i løbet af de naeste uger eller måneder kommer i land med de sidste udeståender