Rundt omkring synes folk, jeg er en smartass
Landsbyen, der ligger ti kilometer syd for Struer, har ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik 396 indbyggere. Et tal, der har ligget rimeligt stabilt siden 2010.
Som i så mange andre landsbyer kunne indbyggerne se den ene butik efter den anden lukke. Først Brugsen, så banken og til sidst tankstationen i 2015.
Efter at have kørt forbi de mørklagte vinduer i kiosken ved siden af OK-tanken i tre måneder besluttede Jørgen, at han ville købe den.
Ligesom han også havde købt de bygninger, hvor der havde vaeret bank og brugs.
Brugsen har han solgt videre, mens banken er blevet omdannet til frisørsalon.
– Du bliver flere steder beskrevet som en lokalpatriot. Er det også sådan, du vil beskrive dig selv?
– Naeh. Det vil jeg sgu ikke. Nu tror jeg, at enten så elsker man mig, eller også så hader man mig. Rundt omkring synes folk, jeg er en smartass! Det må de om. Det, der betyder noget for mig, er, at jeg kan køre forbi om sommeren og se de unge mennesker stå ved kiosken med deres cykler eller tunede knallerter og få en is. Det giver mig noget. Og så bliver husene jo heller ikke mere vaerd, hvis det hele lukker. Det skulle folk tage at taenke på, siger Jørgen Søvndal, der heller ikke synes, titlen ’landsbykonge’ rammer helt plet.
han er en landsbytosse, der i familien også er kendt som rebellen med de mange skøre indfald. Maerkaterne er mange, men ingen af dem er daekkende i sig selv.
– Folk kan synes om mig, hvad de vil, men de kan ikke helt saette mig i bås, for jeg er lidt af det hele. Jeg er ikke nazist, men ellers både SF’er, DF’er, socialdemokrat og venstremand. Jeg hjaelper de svage, men samtidig synes jeg, der skal ydes, før der kan nydes. Der er ingen kaere mor, siger Jørgen Søvndal, der i løbet af de seneste 15 år ud over virksomhed og badminton også på en eller anden måde har fundet overskud til sammen med konen Bente Søvndal at have både plejebørn og børn i aflastning.
– Jeg er ikke politiker eller har drømme om at gå den vej. Det, der betyder noget i min verden, er, om man gør noget, eller ikke gør noget.
Der er en rastløs energi over den fandenivoldske plejefar, ivaerksaetter og ildsjael. Er der stilstand i mere end ti sekunder, sørger han hurtigt for, at vi ikke gror fast. – Hvad så? Hvad skal vi så? Er det nu? Der er betaling ved kasse et hos manden, der virker, som om han ikke har taenkt sig at lade et eneste sekund gå til spilde, inden manden med leen til sidst rammer.
– Han får mig til sidst. Ingen tvivl om det. Det er et helt held, jeg er her endnu. Ham med leen har vaeret her et par gange, men jeg har heldigvis nået at dukke mig. Det er nok drengerøven i mig.
sin højre ankel som bevis på, at han cirka ’10.000’ gange er kommet til skade, når han har forceret det kuperede vestjyske terraen på en af sine mange firehjulstrukne ATV’ere.
Anklen er lidt haevet nu, men det bliver meget vaerre, hvis den bliver mast ned i en strømpe eller en sko.
– En gang imellem, når jeg er ude hos kunder, så er jeg jo nødt til at have bukser og sko på. Og det har jeg også, men lige så snart jeg er ude i bilen, så er det bare af med lortet, siger Jørgen Søvndal.
Jeg hjaelper de svage, men samtidig synes jeg, der skal ydes, før der kan nydes
Når han skal traene sine spillere, foregår det i bare taeer. – Kan det ikke opereres? – Jo, det kunne det måske nok, men det skal jeg ikke. Jeg er bange for nåle. Jeg bliver her, siger han og banker pegefingeren ned i spisebordet, der står ved siden af badmintonbanen.
Et hurtigt blik udenfor afslører, at badmintonspillere, plejebørn og medarbejdere har nok at tage sig til, hvis de får en pause.
Lige uden for badmintonhallen holder en pølsevogn fyldt med drikkevarer. Rundt om hallen står omkring 20 ATV-maskiner i forskellige størrelser linet op. Nogle til børn, andre på størrelse med små biler. I søen, Jørgen har fået anlagt, ligger et par vandscootere fortøjet. I indkørslen holder en Porsche Panamera og en stor amerikaner-flyder med plads til ni personer.
over de tre bakker, der ligger bag søen, men det er bare en lille del af den gigantiske legeplads, som Jørgen Søvndal har bygget i faellesskab med sine egne børn, de plejebørn, han og konen Bente har haft gennem tiden, og så alle dem, der har vaeret i aflastning.
– Vi har nok lavet omkring 50 eller 60 kilometers bane efterhånden med haekkesaks og skovle. Så der er en ting, der er sikkert, de har altid vaeret traette om aftenen. Når vi er kommet hjem, så har de fået en pølse, og så har det bare sagt røvhul. Så er de faldet i søvn, siger Jørgen Søvndal og understreger, at banen kun er til privat brug. – Hvornår er banen faerdig? – Aldrig. Det lover jeg. – Fart og benzin i blodet. Har det altid vaeret der?