Magtmennesker har gjort mig fredløs
Folkekirkens evige systemkritiker Inge-Lise Wagner kan ikke få fast arbejde som praest, men naegter at dukke sig. Hendes tro på det gode fik et knaek, da hun var helt ung, og hun er overbevist om, at autoriteter med ond vilje har karaktermyrdet, fyret, ud
Inge-Lise Wagner flår i en pakke med røde pølser. I graesset flokkes 15 sultne katte omkring hende ud for slaegtsgården i nordsjaellandske Vejby. Hun er deres madmor og livsforsikring.
Pelsdyrene hugger grådigt kødbidderne i sig, og deres 67-årige ejer stråler af glaede.
I halvanden time har den arge systemkritiker, diva, natur-teolog, praest, kirkesanger og ’outcast’ ellers tordnet mod magtens udøvere i Danmark. I politiet, på Christiansborg og i toppen af Folkekirkens hierarki:
– Politikere og chefer, der mangler format og mest går op i at logre for at fremme deres egne karrierer, er farlige for omgivelserne, fordi de gerne vil bestemme, hvordan alle skal leve. Der går jeg ind for absolut, ubegraenset enevaelde, hvor du bestemmer over dit liv og jeg over mit liv med den ene begraensning, at gør man nogen fortraed, går det selvfølgelig ikke.
Det forhindrer autoriteter konstant Inge-Lise Wagner i, hvis man spørger hende selv.
Som når kommunen ikke vil anerkende hendes ellers rene vandboring, eller politiet foretager en uanmeldt ransagning. I retten, når der efter hendes mening faeldes dom uden bevis. I naturen, når der bygges sommerhuse i sårbare områder. I kirken, når et menighedsråd og en biskop falder hende i ryggen. Over det hele.
'BALLADEPRAESTEN’ LIGNER
sig selv. Blikket er stålsat, talen hamrende udiplomatisk, og gangen ivrig, og hun siger sin mening – uden filter.
Det kostede hende stillingen som sognepraest i Nordjylland i 1988. Det har formentlig lige siden forhindret hende i at få et fast praesteembede, og hendes skarpe meldinger i pressen om magthavere og – hvad hun opfatter som – urent trav i den offentlige og kirkelige forvaltning har ofte delt den danske befolkning.
Praesten har vaeret lige så umulig at slibe kanter af som de katte, hun omgiver sig med. Men kan hun samtidig vaere saerligt dydig og naestekaerlig, som netop praester efter nogles mening bør vaere? Og hvor går graensen for, hvad den etablerede folkekirke kan tåle?
De spørgsmål er oplagte at stille Inge-Lise Wagner. Ikke mindst i en tid, da en oprørsk praest er den baerende karakter i DR’s store serie-satsning ’Herrens veje’, og den skandaliserede kollega Dan Pescharck afventer sin dom i en straffesag om seksuelt misbrug.
– Ja, det skal vi. Ingen skal saette sig som dommere, men vi skal leve op til højere standarder end andre. Folk skal kunne stole på praester. Vi er selvfølgelig ikke fejlfri, men det skal vi forsøge at vaere, lyder hendes umiddelbare respons.
VI SIDDER OVER FOR HINANDEN
i sofaen i Aagaardens overetage, og passioneret bitterhed lyser ud af hendes øjne. Men igen og igen fastholder hun, at hun har mest lyst til at vaere mild og medgørlig:
– Jeg VIL så gerne vaere glad. Men det her er en skandale. Hvorfor kan man ikke lade mig vaere i fred? Jeg har ellers fået den tilvaerelse, jeg ønsker mig. Men jeg blev svigtet på det groveste, da jeg blev tvangsindlagt på grundlag af sladder i 1971, og lige siden har systemets magtmennesker gjort mig fredløs.
Den hjertesag, som har fået systemkritikeren Inge-Lise Wagner til at åbne munden igen efter nogle års landsdaekkende pause og byde Ekstra Bladet indenfor, handler om en dom, som Østre Landsret faeldede over hende i 2012.
Inge-Lise Wagner fik en bøde for uagtsomt at have opbevaret arvede våben, der af retten blev stemplet som ulovlige. Det er den dømte uenig i, og nu vil praesten, der ikke har haft fast embede i tre årtier, renses en gang for alle. Hun vil også have de sabler og skydevåben tilbage, som blev konfiskeret af Nordsjaellands Politi.
– Først når det er lykkedes, kan jeg få fred, siger hun.
FOR INGE-LISE WAGNER
rummer meget mere end en principiel straffesag. Det var hende, der i 80’erne udfordrede borgerskabet i RaerHansted-Vigsø-Klitmøller Sogne og blev fyret for øjnene af hele Danmark.
Det er den samme meningsdanner, der med jaevne mellemrum har trukket overskrifter i dagspressen med udsagn som, at hun foretraekker dyr frem for mennesker, at politifolk, der forårsager andres død, er ’lovbeskyttede, uniformerede mordere’, og at Rådhuspladsen bør laves om til en ’henrettelsesplads for korrupte politikere’, som hun til stor forargelse har foreslået i statsbanernes magasin ’Ud & Se’.
– Har du fortrudt de udtalelser? Mange opfatter dem som meget provokerende?
– Nej. Diplomatisk er lig med hyklerisk. Begyndte jeg først at dukke mig og finde mig i urimeligheder, ville jeg føle mig som en løgner og en kujon, og det vil jeg ikke. Jeg skal vaere til at stole på. Min egen samvittighed er det vigtigste.
Inge-Lise Wagner haevder derfor sin ret til at udstille magthavernes overmod og vaekke folk, så der bliver taget handling.
– Det er dumt at generalisere, og selvfølgelig findes der haederlige politifolk. Jeg har aldrig sagt det, jeg blev citeret for, men jeg fastholder, at når politibetjente slår ihjel, er de lovbeskyttede. De burde tage ansvar for deres handlinger, men gør det ikke. Det mener jeg stadigvaek. – Og henrettelsespladsen? – Det var faktisk mit alvor. Det må folk gerne tage bogstaveligt. Jeg starter en krig, når politikere siger, at vi skal have mere overvågning.
INGE-LISE WAGNER VENDER
tilbage til det overgreb i 1971, som hendes dybe skepsis over for politiet har rødder i.
I bogen ’Praesten og divaen’ fortaeller hun, hvordan hun som 21-årig blev anklaget for at have forført og truet en praest med børn og kone. I kampens hede blev hun tvangsindlagt, før det gik op for myndighederne, at anklagerne var falske.
– Det var sladder. Pure opspind. Hvordan kan man forsvare det i et land som Danmark? Systemet begik justitsmord, og jeg har vaeret stemplet siden dengang. Det såede en stor vrede i mig.
Den vrede tog hun med sig, da hun fik praesteembede i Nordjylland. En strid om en kirkelig byggesag røg op i en spids, og det endte efter syv år og syv måneders ansaettelse med, at Kirkeministeriet fyrede hende. Også selv om en majoritet i menigheden gerne ville beholde ’balladepraesten’.
Inge-Lise Wagners skaeve omgangskreds og kompromisløse praedikener faldt også menighedsrådet for brystet. Men hun naegtede at bøje sig.
– Jeg blev kun så laenge, fordi jeg var så overtilsvinet, at jeg ikke kunne få andre embeder. Nu har jeg så set den vrangside af Danmark. Jeg blev simpelt hen straffet for at vaere aerlig og tage til genmaele.
ARBEJDSLØS BLEV DEN MARKANTE
praest dog ikke. Cirkus Arena og andre i det miljø havde bud efter hende til kirkelige handlinger, og der var også vikariater til gudstjenester i Nordsjaelland. Men efter nogle år med gode afløser-opgaver holdt en del af kunderne i ’Wagners vikarbureau’ brat op med at ringe.
– Pludselig var der lukket. Jeg bad så biskoppen om en forklaring, og hun kom så med den der vanvittige saetning: ’Du kan ikke leve som indianer. Det hele skulle nok gå, hvis du var mere som alle andre.’ Men så var der jo ingenting ved mig. Det er ikke den Inge-Lise Wagner, folk går i kirke for at høre.
Inge Lise Wagner kan ikke bevise, at hun er udsat for en officiel udstødelse.
– Nej, det tør biskoppen ikke indrømme. Men det er tydeligt, at jeg er uønsket, fordi jeg ikke finder mig i noget og endte med at gøre hele foretagendet til grin. Det tåler systemet ikke.
Den jordnaere systemkritik forhindrer ikke Inge-Lise Wagner i at haeve blikket himmelhøjt og fastslå, at hun faktisk saetter dyr og planter højere end menneskeheden. Holdt op imod de katastrofer, vi som art udsaetter andre eksistenser for, så hun faktisk gerne arten ’homo sapiens’ slettet fra jordens overflade:
– Står jeg over for mennesker i en nødsituation, gør jeg alt det gode for at hjaelpe. Men ja. Mennesket er efter min mening Guds største fejltagelse, og som race står vi under dyrene på naturens rangstige. Vi vil styre det hele – også klimaet. Det vil dyrene ikke.
PÅ KANTEN AF 2017
tager Inge-Lise Wagner til takke med spredte opgaver hos cirkusartister og som vikarierende praest. Så pakker hun sin lille tuk-tuk-scooter, der skyder 45 kilometer i timen og har plads til overnatning.
Inge-Lise Wagners staerke sopran gør også fyldest i Blistrup Kirke. Her er hun kirkesanger. Ellers fordyber hun sig i at skrive salmer, dyrke sin interesse for den afdøde operastjerne Maria Callas, som hun har oversat en biografi om, løse vanskelige sudokuer, hugge braende, ro kajak, ride, spille tennis, registrere fuglesang og nyde naturen i Nordsjaelland.
– Jeg har den tilvaerelse, jeg gerne vil have. Det er HER, jeg vil vaere. Kan det lade sig gøre, skal jeg begraves foran soklen i haven, og der skal ikke vaere kors eller andre kristne symboler. Kun en sten med mit navn. Det andet siger mig ingen ting. Og jeg skal ikke braendes. Ormene skal ikke fattes føde, forstår du. Man skal ikke smide god mad vaek.
– Piner det dig, at du ikke har fast praesteembede?
– Nej, ikke laengere. Jeg savner format i folkekirken. Sådan går det, når man saetter små mennesker i store stillinger, siger Inge-Lise Wagner og erkender, at hun faktisk er lettet over ikke at skulle proppe viden ind i konfirmander, der alligevel ikke lytter, og deltage i menighedsrådsmøder om renovering af en eller anden kirke.
DET ER IKKE NOGET FOR PRAESTEN i
Vejby. Hun vil praedike. Forandre verden. Redde naturen. Bekaempe magtmisbrug.
– Ingen er fejlfri, siger du. Kan du naevne fejl, du har begået selv?
– Årrhhh. Det kan jeg ikke komme i tanker om. Jeg har vel såret folk. Selvfølgelig. Men når det er talt igennem, så laegger jeg det vaek.
Inge-Lise Wagners bror Kurt nikker i sofaen ved siden af hende. Han er gået på pension og er flyttet sammen med sin lillesøster i de to stråtaekte huse, som de voksede op i, før verden gik af lave.
Gode bekendte, naboer og kontakter er der nok af. Men Inge-Lise Wagner erkender, at et taettere venskab i tosomhed ville lune.
– Det er ikke noget, jeg lider under. Men jeg kunne godt bruge nogen at gøre noget sammen med. Opleve noget. Det savner jeg – det vil jeg gerne medgive. På den anden side har jeg vaennet mig til at vaere alene, og jeg egner mig nok ikke til at vaere i et parforhold. Men man ved aldrig, om der går ild i mig. Det er ikke til at vide.
I graesset foran slaegtsgården tumler kattene rundt. Inge-Lise Wagner hopper i sandaler og åbner døren. Lidt senere genkender hun fuglelyde med en akkuratesse, som ingen computer kan overtrumfe, og på en skovsti pjatter hun med naboens hund.
Naturen omfavner hende. Her er Inge-Lise Wagner det modsatte af misforstået, udstødt, vred, bitter og fredløs.