Tv-stjerner i miljøkatastrofe
Den danske science fiction-film ’Qeda’ indfrir ikke sine egne ambitioner, men indeholder uforglemmelig billeder af København anno 2095
Agenten Fang Rung (Carsten Bjørnlund) sejler rundt i et oversvømmet København i en ikke alt for fjern fremtid. Instr.: Max Kestner Medv.: Carsten Bjørnlund, Sofia Helin, Marijana Jankovic, Stina Ekblad m.fl. 87 min. Premiere i dag i 44 biografer landet over Dokumentaristen Max Kestners første spillefilm, ’Qeda’, er en af dem, man instinktivt har lyst til at rose højlydt. For det første fordi danske science fiction-film ikke just haenger på traeerne – den seneste af slagsen var vel Lars von Triers ’Melancholia’ fra 2011, og den var jo ikke synderlig dansk, da den genre som regel er for dyr at arbejde med herhjemme.
Store ambitioner
Men også fordi ambitionsniveauet tydeligvis er til stede og både kan ses og høres. ’Qeda indeholder uhyggelig flotte billeder af et oversvømmet København anno 2095, hvor fotografi, lyd og ikke mindst produktionsdesign går op i en højere enhed. Der er ikke voldsomt mange af dem, hvilket helt sikkert er et spørgsmål om budgetter, men dem, der er, glemmer man aldrig. Slet ikke, hvis man, som jeg, bor på Christianshavn
’Qeda’ rummer som de bedste science fiction-film også nogle interessante filosofiske og eksistentielle spørgsmål til den tid, vi befinder os i nu. Men der er desvaerre også noget, der ikke spiller helt – ikke mindst på manuskript-fronten, hvor både fortaellingen og ikke mindst personkarakteristikken forekommer saert u-udfoldet. Selv om Carsten Bjørnlund gør, hvad han kan, med materialet i den altdominerende dobbelte hovedrolle. Han har desvaerre bare ikke fået så meget at arbejde med.
Filmens brug af voice-over har også lidt karakter af en hovsa-løsning: Kan vi ikke vise, hvad der sker, kan vi i det mindste fortaelle det.
Vi befinder os i filmens nutid, som sagt i år 2095, hvor klodens økosystem er brudt sammen, hvilket bestemt ikke er noget usandsynligt scenarie. Havene er steget markant, naturligt ferskvand er forsvundet, og kloden haerges af saltstorme, sygdom og krige, mens størstedelen af både flora og fauna er udryddet.
Forbudt tidsrejse
Efterretningschefen Fang Rung (Bjørnlund) forsøger dog at rette op på katastrofen ved hjaelp af en af de nu forbudte tidsrejser, hvor man som en såkaldt QEDA (Quantum Entangled Divided Agent), spalter sig i to personer, hvoraf den ene så kan bevaege sig i tid. Naermere bestemt til København anno 2017, hvor han under navnet Gordon Thomas skal forsøge at redde forskeren Mona Lindkvists (Sofia Helin fra ’Broen’) resultater, inden de går tabt for eftertiden. Hun har måske nøglen til planetens overlevelse.
Fang mister dog den telepatiske kontakt med Gordon og må rejse efter ham, hvilket betyder, at begge hans alter egoer nu befinder sig i 2017.
Det er naturligvis noget rod, og kan man i det hele taget aendre på fortiden, uden at det får uoverskuelige konsekvenser for nutiden?
Hatten af for forsøget
Der er som sagt meget at blive svimmel over og glaede sig over her, men som helhed forekommer ’Qeda’ altså noget uforløst. Handlingen tangerer det jappede (spilletiden er på blot 87 min.), og vi når aldrig rigtig at laere nogen af de rudimentaere personer at kende så meget, at vi for alvor engagerer os i deres skaebner.
Der kan selvfølgelig vaere en pointe i, at både Fang og Gordon fremstår som to halve mennesker, men alligevel.
Men hatten af for forsøget. Og fejlslagne eksperimenter kan ofte vaere de meste interessante.
Så de fire stjerner gives primaert for modet, viljen og intentionerne frem for det faerdige resultat. Samt ikke mindst for billederne af den sunkne stad.