SLAEGT: ’Domus Mysterium’ (Ván)
Danske orkestre i verdensklasse er et saersyn. Slaegt er lynet fra den klare himmel. Københavnerne haevede sig højt over hoben af nye, hjemlige metalbands på et vildt ambitiøst og magtfuldt realiseret pragtvaerk, der skilte fårene fra bukkene. Og så slagtede de ellers fårene med sønderlemmende skarphed, nådesløs aggression og episk alvor. De unge djaevle kaedede intens black metal og flintrende heavy sammen med lyriske elementer fra folkemusik, men ’Domus Mysterium’ lød, som om Slaegt blev født uden familie.
THE SAVAGE ROSE: ’Homeless’ (Target)
The Savage Rose fejrede 50-års jubilaeum med deres staerkeste album i umindelige tider.
Som et naturstridigt naturfaenomen slap Annisette orkanvokalen fri på meningsfulde slagsange, der var tro mod kulturinstitutionens autentiske rocksound fra 60’erne.
En bemaerkelsesvaerdig kraftpraestation.
SØREN HUSS: ’Midtlivsvisen’ (Universal)
Afklaret soloudspil fra Saybias sanger, der omsider forløste potentialet på vedkommende voksenalbum. Fynboen var naesten nøgen på coveret, og musikalsk blottede han sig også i velklingende visesange. Et højdedrag i karrieren.
MEW: ’Visuals’ (PIAS)
Trioens popularitet er punkteret, men deres syvende studiealbum lettede ubesvaeret. Overbevisende.
ALLAN OLSEN: ’Hudsult’ (Zoobaba)
Selv når nordjyden ikke er allerbedst, er han betydelig bedre end de fleste. Et ustadigt dobbeltalbum.
JESPER BINZER: ’Dying Is Easy’ (Warner)
Behjertet solodebut fra en forvokset rockklovn, der tog sig selv og lytteren alvorligt. F-A-R ville og kunne selv.
PHLAKE: ’Weird Invitations’ (Sony)
Opsigtsvaekkende pophåndvaerk på en for genren usaedvanlig gennemarbejdet flok bløde ørehaengere. Flot.
UFFE LORENZEN: ’Galmandsvaerk’ (Bad Afro)
Syrehovedet flippede ud på egen hånd og på dansk. Steppeulvene levede ikke forgaeves, men nu er afløseren hip.
SORT SOL: ’Stor langsom stjerne’ (Columbia)
Stil overdøvede substans på elektronisk comeback undermineret af suspekt sangskrivning. Tvivlsomt.
CANCER: ’Totem’ (Tambourhinoceros)
Atmosfaeremaettet skyggemusik og tiltalende tusmørkestemninger fra vemodig duo. Antydningens kunst.
MYRKUR: ’Mareridt’ (Relapse)
Der er aedelmetal og fupmetal. Myrkur musicerer mildest talt anstrengt i sidstnaevnte kategori, som var hun lige faldet ud af et dameblad. En hån mod genren.