Nyt fra Neil Young: Gal mands vaerk

Dylan og Randy Newman er blandt årets allerbedste.

Helt anderledes forholder det sig desvaerre med Neil Young, der i spektakulaer grad har mistet overblikket, ambitionerne og evnerne.

Landsbytosse

Canadierens 39. studiealbum, ’The Visitor’, bestyrker indtrykket af veteranen som en aldrende landsbytosse, der tilsyneladende bruger to minutter på at skrive en fem minutter lang sang.

Kvalitetskontrol er et faenomen, Young har diskvalificeret, og store dele af ’The Visitor’ virker så sløset, at man skulle tro, han var ude på at selvdestruere sin mere og mere suspekte karriere.

Genremaessigt flakker albummet mellem slaebende blues, sumpede rockgrooves samt akustiske ballader, og pludselig dukker der såmaend et malplaceret kaempekor og symfoniorkester op på ellers buldrende ’Children of Destiny’. Backingbandet Promise of the Real gør et behjertet forsøg på at fremmane ånden fra ’Crazy Horse’, men chefens sange er simpelt hen så skitsepraegede, at Young lader ungersvendene i stikken.

Tragikomisk

Lettere bizart sampler han naermest en guitarfigur fra gode gamle ’From Hank to Hendrix’ på afdaempede ’Almost Always’, der dog sammen med adstadige ’Change of Heart’ er til at holde ud.

Specielt hvis man abstraherer fra sidstnaevntes tekst, hvor Youngs hippieretorik er naesten lige så naiv som på mere end ti minutter lange ’Forever’, der er poetens tragikomiske hyldest til flora og fauna.

Young griner som en galning flere gange under makvaerkets aparte ’Carnival’, og han fremstår efterhånden så rablende vanvittig, at man begynder at tvivle på, om det virkelig var den samme mand, som udsendte mestervaerker i en fjern fortid.