Snigende, udefinerbar uhygge

Medv.: Eili Harboe, Kaya Wilkins, Henrik Rafaelsen, Elle Dorrit Petersen m.fl. 116 min. Premiere i dag

Hun er en ensom og sky ung kvinde, der lider af nogle voldsomme, uforklarlige krampeanfald. Da fugle har det med at flyve ind mod ruderne under disse anfald, har vi nok på fornemmelsen, at det ikke blot drejer sig om epilepsi eller lignende. Thelma har i det hele taget noget med dyr.

Hun indleder samtidig en flirt med den medstuderende Anja (spillet af musikeren Kaya Wilkins), mens tingene på alle planer langsomt eskalerer. Og langsomt er kodeordet her. For nok befinder vi os i gyser-afdelingen, men Trier er ikke en af dem, der råber bøh i tide og utide.

Fremragende skuespil

'Thelma' er derimod praeget af en snigende, udefinerbar uhygge, og er man til splat og udpenslet gru, er man nok gået galt i byen her. 'Thelma' lader meget af det, der sker, vaere op til publikums egen fantasi, hvilket man alt efter sindelag jo kan finde irriterende eller interessant. Jeg var måske nok lidt irriteret, umiddelbart efter jeg forlod biografen – hvad var det egentlig, Trier gerne ville fortaelle os her – men må sande, at 'Thelma' er en af den slags film, der bliver siddende i både krop og bevidsthed, hvor den bliver ved med at vokse laenge efter rulleteksterne. Og det er jo ofte de mest interessante oplevelser.

At billed- og lydside er naermest ubegribelig smuk, gør jo heller ikke noget. Ej heller det blaendende skuespil hele vejen rundt, hvor isaer Eili Harboe i titelrollen må fremhaeves. Hende kommer vi til at se mere til.

Med andre ord: Har du mod på en lidt anderledes ekskursion i gyser-genren, er 'Thelma' så afgjort en messe vaerd.