Sådan husker vi ham Anker var mere dement end folk vidste

I ’Arven efter Anker’ fortaeller den ’ukendte’ datter om, at ’far’ glemte at adoptere hende

Manden, som hele Danmark var på fornavn med – Danmarks tidligere statsminister Anker Jørgensen – var en meget privat mand. Men når hans fire børn øser ud af minderne, er der meget nyt at hente.

Det gør de i Bjarne Lundis’ bog ’Arven efter Anker’, som netop er nået ud i handelen. Blandt andet løfter den aeldste datter, Kirsten, sløret for Ankers sidste tid – ligesom hun fortaeller lidt familiehemmeligheder.

Kirsten Kvist Helgheim ønsker ikke at traede yderligere frem i pressen, men over for Ekstra Bladet bekraefter hun sine udsagn i bogen.

Skyklapper

’Ankers sidste år blev ikke godt for ham. Han kunne ofte ikke huske, hvem der kom på besøg. Men for at andre Kirsten Kvist Helgheim sammen med Anker Jørgensen i 2011. Anker døde i 2016. ikke skulle finde ud af det, skaermede hans sekretaer, Lissa Galle, og de fire børn ham fra omverdenen’.

Den 93-åriges fremskredne demens gjorde det svaert for ham, og han sov meget af tiden, fortaeller Kirsten, Peter, Mette og Lars i bogen.

Som den aeldste i børneflokken fortaeller den i dag 71-årige Kirsten, at hun altid har følt et stort ansvar over for foraeldrene. Både da moderen, Ingrid, i 1997 blev syg af ALS og i løbet af et halvt år døde – og siden hen i forhold til Anker.

’Min far vidste ikke noget om, hvad sygdommen, ALS, var. Jeg troede somme tider, at han havde skyklapper på. Min mor blev mere og mere syg, og det var, som om det slet ikke gik op for min far. Han var selvfølgelig enormt ked af det, men han ville ikke indrømme, at hun blev mere syg.’

’På et tidspunkt fortalte vi ham, at mor ville dø, men det troede han ikke på. Jeg er sikker på, at han havde det vaerre, end vi troede.’

Efter Ingrids død flyttede Kirsten for en kort stund ind hos sin handlingslammede far, så han ikke skulle vaere alene.

Vild med Kirsten

Ingrid fødte datteren Kirsten i 1946. Hun blev født uden for aegteskab – end ikke Ingrids foraeldre på Djursland vidste noget – så den lille Kirsten blev gemt af vejen på et børnehjem i Naerum.

Parret blev forelskede i 1948, og først turde Ingrid ikke fortaelle Anker om datteren, men da Anker selv var adoptivbarn, spillede det hverken for ham selv eller hans familie nogen rolle, og Anker var vild med den lille Kirsten. Hun var hans barn på linje med de tre senere børn.

Af samme grund blev Kirsten efter sin mors død meget overrasket:

’Det viste sig, at min mor bare havde skiftet efternavnet fra Pedersen til Jørgensen. Det var det hele. Der var ingen adoptionserklaering. Min far havde aldrig adopteret mig officielt. Det havde han fuldstaendig glemt, og han blev frygtelig ked af det. Han spurgte i skifteretten, om han ikke kunne adoptere sin datter nu. Men de svarede, at det skulle have vaeret gjort, inden hun fyldte 18 år.’

Kirsten blev ked af det og reagerede ved at opsøge sin biologiske far i Sverige, hvilket sårede Anker. Den biologiske far døde dog efter et halvt år, men Kirsten vidste allerede før det, at der altid kun ville vaere én far i hendes bevidsthed – nemlig Anker.

’Jeg understregede over for ham, at han altid ville vaere min far, uanset hvad der skete. Og så omfavnede vi hinanden. Det blev han rigtig glad for. Herefter sagde han: ’Så taler vi ikke mere om det.’’.

Til Ekstra Bladet understreger Kirsten Kvist Helgheim, at hvad hun ellers måtte have af minder om sin far er personlige.

Jeg er sikker på, at han havde det vaerre, end vi troede Jeg understregede over for ham, at han altid ville vaere min far, uanset hvad der skete