Hans tid ved fronten er også en tid, der var ved at slå ham ud. Nej, smadre ham helt
LIDT GRÅ I ANSIGTET
efter et måske slidsomt liv eller en helvedes masse cigaretter. Eller begge dele! Men hans gang er er fjedrende og atletisk, og han insisterer på selv at smide sin kuffert ind i bagagerummet. Eller sin ’paksaek’, der enten stammer fra
MEN DET ER DE
lette skridt på jorden, der afslører, at han er yngre end som så. Han er i 40’erne – og er i princippet den krigshelt, som han slet ikke ligner eller ønsker at kalde sig. For hans tid ved fronten er – trods takken og aeren og alle skulderklappene herhjemme – også en tid, der var ved at slå ham ud. Nej smadre ham helt. Ligesom de kammerater fra Balkan-ekspeditionen, der ’tog billetten’, fordi de ikke kunne holde krigens sjaelesmerte ud.
Jugoslavien faldt fra hinanden, da kommunisten og frihedshelten Tito døde, og de etniske og religiøse konflikter brød ud. Danske soldater blev sendt ud i en åben krig. Men krigen på Balkan blev også en prøveballon for de krige, der fulgte i Afghanistan og Irak. Hvad må vi egentlig? Hvad kan vi egentlig? Hvad kan vi egentlig holde til?
– Jugoslavien var måske nok taettere på end Nordafrika og Asien. Men vi var jo også en slags amatører, når det handler om det, som krigen fører med sig. Først var vi derude, hvor vi så modbydeligheder, vi aldrig havde forestillet os. Det var en tid, hvor politikerne og ledelsen havde svaert ved helt at finde ud af, hvor hårdt vi skulle gå til vaerks, og hvordan vi skulle tackle livet, når vi vendte hjem. Dengang talte ingen om traumer og smerter i sjaelen.
HAN VAR UDE I
tjenesten i et par omgange. – Jeg kunne ikke holde til det og røg ud i et liv med PTSD – posttraumatisk stresstilstand. Det begyndte for alvor, da jeg mistede min kone. Det var, som om at nu kunne alt vaere totalt ligegyldigt. Jeg isolerede mig, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at komme ud af det her lorteliv – uden at tage mit eget liv.
Der bliver stille i vogn 24, og selv den nysgerrige chauffør er klar over, at nu skal der holdes kaeft. Det lyder sikkert tosset og overvurderende. Men i disse sekund-lange minutter oplever jeg en slags mindestund, der er kilometerlangt fra de dyrkede helte i bronze og ved medalje-uddelingerne. I dyb respekt for dem, der fik dem.
– Det blev en rejse til Afrika, som aendrede mit liv. Jeg var naermest på flugt fra smerten og livet og var nu kommet på pension. Mit krigstraume kunne hverken arbejdes eller drikkes vaek. Så er det jeg møder mit livs nye kaerlighed. En afrikansk kvinde, som jeg forelsker mig vildt i, og som er interesseret i mig. Pludselig begyndte alt det gode at ske i mit liv. Jeg har fået lov til at bo dernede. Og vi er ved at bygge et hus. Ikke stort og luksus-agtigt, men det passer til os og vores indtaegter. Og så den lille fyr ...
– Midt i alt det her er jeg blevet far for første gang i mit liv. I begyndelsen syntes jeg ikke, jeg fortjente det. Nu er han snart et år, og jeg er ramt af kaerligheden. Jeg har vaeret i Danmark for at løse nogle praktiske opgaver. Men det er først og sidst min afrikanske kone og ham den lille, der får mig til at rejse meget langt vaek for at føle mig rigtigt hjemme.