JEG BLEV SMIDT I BRØND FOR AT DØ
LEVENDE BEGRAVET: 45-årige Marian Jensen overlevede mirakuløst at blive
Han var bundet på haender og fødder, kneblet med en karklud og blodet fossende ud fra et ti centimeter dybt knivstik i halsen, da Marian Jensen blev kastet ned i en brønd med hovedet først.
Efterfølgende lagde hans tre potentielle mordere det 75 kilo tunge betondaeksel på, og efterlod den 45-årige mand til døden i den godt to meter dybe betonkiste i et øde område ved stålvalsevaerket i Frederiksvaerk.
– Jeg er sikker på, at jeg skal dø dernede i brønden, fortaeller den 45-årige Marian Jensen til Ekstra Bladet.
Men lørdag 30. juli 2016 blev alligevel ikke dagen, hvor Marian Jensen skulle dø. Han overlevede drabsforsøget takket vaere en utrolig viljestyrke – og ikke mindst et heldigt placeret vandrør i brønden, der reddede hans liv.
Jeg er sikker på, at jeg skal dø dernede i brønden
Straks kunne han fortaelle politiet, at det var tre bekendte, der havde forsøgt at slå ham ihjel, og de sidder nu i faengsel med domme på syv, syv og seks år.
Stjerner for øjnene
Da Marian Jensen lå levende begravet i brønden, maerkede han, at tapen, som hans haender var bundet med, var gået lidt løs.
Det skete, da han blev slaebt hen ad jorden på en grøn sti fra Havnevej til brønden mellem Arresø Kanal og den gamle losseplads i Frederiksvaerk.
– Med neglene løsner jeg tapen og får armene fri. Så river jeg malertapen af hovedet og flår karkluden ud af munden, så jeg kan få luft, fortaeller Marian Jensen.
Han er ved at forbløde, men selv når han står oprejst og med armene strakt over hovedet, kan han ikke nå det tunge brønddaeksel, der lukker brønden taet.
’Er du i live?’
I mørket kan Marian Jensen maerke et rør et stykke oppe i brønden, og han stiller sig med fødderne på røret, så han kan nå brønddaekslet med haenderne.
– Jeg har ingen kraefter, men jeg får løftet daekslet 1015 centimeter til siden, så jeg får lidt frisk luft. Jeg sunder mig lidt og prøver igen med alle kraefter. Så falder daekslet af og ned på siden af brønden. Nu kan Marian Jensen kigge op på himlen.
Han har stjerner for øjnene, men hans betonkiste er åben. Måske har han alligevel en chance for at overleve.
Langsomt møver han sig op af brønden ved hjaelp af sine albuer. Så kan han se på lyset fra virksomheden De Nova på Havnevej.
Der er ikke et menneske at se, men Marian Jensen ved, at Dansteel, det tidligere stålvalsevaerk, ligger for enden af vejen, og at der er en portvagt, som kan hjaelpe ham.
– Jeg vakler derhen og falder flere gange. ’Hvad sker der’, spørger portvagten, og jeg beder ham ringe efter politi og ambulance. Så falder jeg om, fortaeller Marian Jensen, der kun husker små glimt fra ambulanceturen, og på skadestuen åbner en laege hans øjenlåg og spørger: ’Er du stadig i live?’
Det er han, men laegerne fortaeller ham også, at det handlede kun om et minut eller to. Så var han død.
Med neglene løsner jeg tapen og får armene fri