– Hvordan havde du det med at aendre så mange ting ad gangen?

– Det var selvfølgelig hårdt, fordi hele ens liv bliver vendt på hovedet. Der var mange ting, som lige pludselig blev taget fra mig, forklarer han og naevner, at det svaereste var at spille mindre computer, og at maden til tider var kedelig.

Den store opbakning fra venner og familie var en staerk motivationsfaktor, og den nye bevidsthed om de følgevirkninger, som overvaegten potentielt kunne have

– Børn har brug for graenser. Det er jo faktisk det, den her metode handler om. Barnet er nødt til at tage ansvar for sig selv, og vi som foraeldre er nødt til at tage foraeldreansvaret.

Følte afmagt og vrede

Hun understreger, at det bestemt ikke har vaeret let at hjaelpe Valdemar med at tabe sig, og at hun har selv vaeret følelsesmaessigt påvirket af det. Hun fortaeller også, at Valdemar den første uge reagerede voldsomt på de mange aendringer.

– I starten måtte jeg bogstaveligt talt skubbe ham, når vi var ude og gå tur. Samtidig følte jeg afmagt og vrede. Indimellem tudede jeg også. Jeg var hele følelsesregistret igennem. Men når vi havde gået to tredjedele af en gåtur, begyndte jeg at få en søn, der sagde ’tak, fordi du tog mig med, mor’, fortaeller Charlotte Svaerke.

Hele familien strammede op i forhold til kostvaner for Valdemars skyld, så det har vaeret et faellesprojekt for dem alle.

– Vi var nødt til at spise det samme som Valdemar. Pasta og ris blev skiftet ud med grove varianter. Vi gik all in på det, og hele familien valgte at støtte ham. Det er der ikke nogen, der tager skade af, forklarer hun.

– Kan alle familier gøre det her?

– Ja og nej. Jeg tror, alle kan gøre det, men for nogle tager det lang tid at komme dertil, vurderer Charlotte Svaerke.